Skyskraber. Danmark, Rune Schjøtt, 2011. 85 min. Premiere 15. september 2011.

I disse tider, hvor det såkaldte Udkantsdanmark tager sine jævnlige ture i mediemøllen, tegner Skyskraber ikke just noget flatterende billede af tilværelsen i den geografiske margin. Men så igen: filmen indeholder måske nok en kommentar til det snæversyn, der ofte forbindes med små samfund langt fra alfarvej, men den påstår ikke ligefrem at være et udtryk for realisme. Det kan blandt andet afkodes ved, at handlingen udspiller sig et ikke nærmere defineret sted i en ikke nærmere defineret tidsperiode. I en længere prolog serveres forhistorien om en lille landsby med ambitioner om vokseværk. Planerne om byfornyelse og udvidelse kollapsede dog stort set inden de kom i gang, da indvielsen af byens første lyskryds endte i en tragikomisk ulykke, der invaliderede den selvudnævnte bykonge Farmand (Morten Suurballe). Landsbyen forsumpede, og Farmand har siden den fatale episode holdt sin sagtmodige søn Jon (Lukas Thorsteinsson) ansvarlig for såvel byens som sin egen sørgelige skæbne.

Faderligt tyranni

Plottets centrale element i Skyskraber er, at teenageren Jon lider af forhudsforsnævring, hvilket da kan kaldes et håndfast symbol på manglende gennemslagskraft. Jon er et følsomt gemyt, som lider under sin dominerende fars psykologiske kontrolværn. Den lettere afstumpede far holder sin søn i kort snor ud af ren og skær bitterhed over ikke længere selv at være i stand til at udleve sine drømme – der sandt at sige mest af alt handlede om at hore til højre og venstre. Frem for at få lov til folde vingerne ud som sine jævnaldrende tilbringer Jon derfor sine dage med at passe grise og skovle møg. Da Jon fatter interesse for købmandens fremmelige blinde datter, Edith (Martha Holm), kommer det langsomt til et opgør med faderens tyranni. Edith kæmper sin egen kamp for at slippe ud af sin forandrings-forskrækkede fars overbeskyttende omklamring. Til det formål har hun udset sig Jon som den, der skal tage hendes mødom – uvidende om hans forhudsforsnævring. Med dette dobbelte fokus på forkrøblet faderlig omsorg former Skyskraber sig (nok så meget som en begrædelse af små samfunds stækning af udlængsel) som et generationsopgør – hvilket filmen afslutningsvis illustrerer med en kæk hilsen til klassikeren Fagre Voksne Verden.

Skæv poesi

Skyskraber er en film, man ser med stor velvilje, da den repræsenterer et sats på noget nyt og anderledes i dansk film. Den talentfulde instruktør Rune Schjøtt har blik for skæv poesi og underfundig humor, men det kan ikke nægtes, at Skyskraber til tider har vanskeligt ved at fravriste sig novellefilmspræget. Mens der bydes på troværdigt sårbart spil af de to unge hovedrolleindehavere, kan det diskuteres, om det ikke er et fejlgreb fra manuskriptets side at skildre de to fædre på så karikeret vis, da det skaber en unødig ironisk distance. Tilsvarende irriterer det, at filmens gammelkloge fortæller og Jons eneste ven (spillet af Lukas Schultz) med sit bedårende ydre og smarte påklædning ligner en figur, der i forhold til landsbyens generelle trøstesløshed er vandret ind i den forkerte film. På trods af disse stilmæssige udfald markerer Skyskraber dog alt i alt en lovende spillefilmsdebut, der byder på en øm fortælling og magiske øjeblikke – med en afgørende scene, hvor Jons drømme tager himmelflugt, som det mindeværdige højdepunkt. I tilgift profiterer filmen af rutinerede birollekræfter som Lars Brygmann og Rikke Louise Andersson foruden Marcel Zyskinds fine billedside og Mew-forsangeren Jonas Bjerres glimrende soundtrack.

KOMPROMISLØST SKUESPIL AF KRISTIN SCOTT THOMAS KAN IKKE OPVEJE MANUSKRIPTETS OVERFLOD AF ANTYDNINGER I FRANSK KIDNAPNINGSDRAMA. 

I Dine Hænder (Contre Toi); Frankrig, Lola Doillon, 2010. 81 min. Premiere 4. august 2011.

Den 51-årige britiske skuespillerinde Kristin Scott Thomas har i de senere år skaffet sig en bemærkelsesværdig karriere i fransk film, hvilket ingenlunde er gået danske biografgængeres næser forbi. Stærke titler med Scott Thomas i hovedroller såsom Fortæl Det Ikke Til Nogen, Jeg Har Elsket Dig Så Længe, Lykken Er Lunefuld og De Kaldte Hende Sarah har alle klaret sig flot i Danmark, hvilket alt andet lige må formodes at ligge til grund for at den langt smallere I Dine Hænder nu også får dansk biografpremiere. Scott Thomas er indiskutabelt filmens væsentligste aktiv. Rollen som kidnapningsoffer udstyrer hende med rig mulighed for endnu en gang at bevise præcis hvor modig og uforfængelig en skuespiller, hun er. Det er en triumf for Scott Thomas, at hun med sin intense præstation i I Dine Hænder magter at lægge nye alen til sin imponerende følelsesmæssige spændvidde. Desto mere ærgerligt er det, at filmen som sådan ikke just kan kaldes vellykket eller helstøbt.

Minimal historie

Lola Doillons anden spillefilm former sig på det nærmeste som et kammerspil, da antallet af skuespillere og locations er yderst begrænset. Lad det være sagt med det samme, at filmet teater aldrig har været denne anmelders kop te, eftersom den kunstneriske begrundelse for at udsætte et biografpublikum for sparsom brug af filmmediet ofte udebliver. I Dine Hænders yderst beskedne spilletid på blot 80 minutter fortæller da også sit om en minimal historie, der trods en vis spænding om udfaldet er fattig på egentlig filmisk fremdrift og nok havde gjort sig bedre på en teaterscene. Når disse forbehold er nævnt, hører det med, at instruktøren langt hen ad vejen formår at skabe et besættende erotisk drama, der lykkes, hvor Per Flys Kvinden Der Drømte Om En Mand fejlede så fatalt – nemlig i beskrivelsen af et uforklarligt kærlighedsforhold præget af eksistentiel fortabelse. Dette skyldes udelukkende Scott Thomas’ kompromisløse portræt af en forkrampet og målrettet karrierekvinde, der for en stund mister fodfæstet, men dog har så meget selvkontrol i behold, at hun aldrig tillader sig selv at falde helt ud over kanten.

Paradoksal psykologi

På overfladen beskæftiger I Dine Hænder sig tilsyneladende med det psykologiske fænomen Stockholm-syndromet, der i store træk går ud på, at et kidnapningsoffer i afmagt knytter sig til sin kidnapper. Lægen Anna (Scott Thomas) bortføres og holdes fanget af den desperate unge mand Yann (Pio Marmaï), der beskylder hende for med et fejlindgreb at være skyld i hans kones død nogle år forinden. Annas flere dage lange indespærring ender dog med, at de to føler sig tiltrukket af hinanden og tøvende indleder et forhold. Nok så meget som en udforskning af Stockholm-syndromet former filmen sig dog som en paradoksal beskrivelse af det psykologiske spil mellem kidnapper og offer – og her er det ret tydeligt, at det er den ressourcestærke Anna, der har bukserne på. Den altoverskyggende svaghed ved I Dine Hænder er manuskriptets mangelfulde beskrivelse af den patetiske Yann. Vi bombarderes med usammenhængende antydninger af, hvorfor han opfører sig så kryptisk, men mærkværdigt nok bruger filmen ikke et eneste sekund på at forklare omfanget af hans kærlighed til den afdøde kone, hvilket trods alt må formodes at være drivkraften bag hans utilregnelige opførsel. Denne defekt ved manuskriptet bevirker, at Pio Marmaï har uendelig svært ved at gøre Yann til en troværdig figur, og af den grund forbliver I Dine Hænder en sine steder interessant, men som helhed uforløst, postuleret og tung lille skæbnefortælling, hvis eneste raison d’être er Kristin Scott Thomas’ blændende indsats.

Det meste af handlingen udspiller sig på vulkanøen El Hierro, som er den vestligst beliggende af De Kanariske Øer. At øen har lagt navn til filmen kan skyldes, at El Hierros ufrugtbare natur fremstår som et truende varsel om begivenhederne i historien. Den enlige mor María tager på en rejse dertil med sin lille søn Diego, men falder i søvn ombord på færgen – og da hun vågner, er sønnen væk. Et mareridt kan begynde.

Hierro er fortalt på kringlet vis i blændende smukke billeder og med et suggestivt lydspor, der gør, at man konstant befinder sig på kanten af sædet og er grebet af at løse mysteriet om Diegos forsvinden. Tingene bliver ikke mindre komplicerede af, at Diego faktisk ikke er den eneste lille dreng, der er forsvundet på El Hierro. Mistænkelige personer og mærkelige hændelser er der nok af, men selvom María har vores fulde sympati i sin søgen efter sønnen og sandheden, er filmen også udspekuleret nok til med jævne mellemrum at få os til at tvivle på hendes psykiske tilregnelighed. Udgangen på det hele skal naturligvis ikke røbes her, men lad det blot være sagt, at fortællingens klimaks byder på mere end et enkelt vellykket twist.

Hierro kan anbefales på det varmeste til folk med hang til elegant suspense og kryptiske mysterier. Filmen kan ses for tiden på beundringsværdige CANAL+ eller anskaffes på DVD.

DER ER MASSER AF POTENTIALE OG FINE ENKELTSTÅENDE SEKVENSER I HANNA, MEN SOM HELHED INDFRIER FILMEN IKKE DE FORVENTNINGER, MAN MED RETTE KAN STILLE TIL DEN.

Hanna; USA/England/Tyskland, Joe Wright, 2011. 111 min. Premiere 7. juli 2011.

Det begynder særdeles lovende: i smukke nærbilleder følger vi en camouflageklædt ung piges intense jagt på føde i skoven – med hjemmelavet bue og pil! Hun sårer et rådyr, som tager flugten ud i det åbne sneklædte landskab, før det dratter omkuld af udmattelse. Pigen sætter efter i fuld hast og finder det stakkels dyr liggende på jorden, hvorpå hun fremdrager en gammeldags pistol og gør arbejdet færdigt – blot for straks at få at vide af en skikkelse bag hende: ”Du er død!” Pigen hedder Hanna og personen viser sig at være hendes far Erik Heller, der ikke alene lærer hende at klare sig selv og at overleve i naturen, men tillige opdrager hende i snigmordets ædle kunst. Som straf for at have blottet sig og ikke have opdaget, at han havde sneget sig ind på hende, giver faderen Hanna besked på selv at sørge for at slæbe det døde rådyr hjem til deres hytte i skoven. Herefter følger en række fine scener, der skildrer, hvordan Erik må erkende, at datterens træning efterhånden er ved at være fuldendt. Tiden er kommet til, at Hanna kan slippes løs i den virkelighed, hun udelukkende har sin viden om fra leksikonopslag og som i øvrigt ikke kender til hendes eksistens, for at udføre missioner.

Manglende fokus

Denne usædvanlige præmis om en pige, der har levet hele sit liv afsondret fra omverdenen med det eneste ene formål at blive en effektiv lejemorder, fænger og fascinerer. Det er først og fremmest et usædvanligt oplæg, der pirrer nysgerrigheden og giver lyst til at vide mere, men det er nok så vigtigt en ny indgangsvinkel til en mandedomineret genre. Der var således grund til at håbe og forvente, at Hanna ville byde på tiltrængt fornyelse, men det sker desværre ikke. Den herover beskrevne suverænt eksekverede indledning udgør filmens mest seværdige minutter, men prologens kortvarighed fortæller også sit om en film, der i mine øjne har alt for travlt. Manuskriptet gaber simpelthen over for meget: det vil fortælle, hvem Hanna egentlig er og hvor hun kommer fra; om hendes møde med en undrende omverden; om forholdet mellem far og datter; om lyssky efterretningsmetoder; om mistet barndom – og meget mere. Til overflod er handlingen struktureret efter formen i klassiske eventyr. Alt sammen imens det egentlige plot går ud på, at Hanna og hendes far efterstræbes på livet af CIA. Disse mange tråde bevirker, at Hanna savner et fokus, og har desuden den uheldige effekt, at ingen af filmens mange elementer følges tilfredsstillende til dørs. Det ville have været anderledes konsekvent og prisværdigt, hvis producerne havde haft modet til at annoncere denne som den første i en række af film om Hanna, hvilket kunne give bedre tid og plads til at udforske figuren til bunds.

Stortalentet Saoirse Ronan

I stedet er Hanna desværre endt som en lettere bizar og stilforvirret lappeløsning af en historie, der bestemt har mange fine enkeltstående øjeblikke, men som helhed ikke indfrier sit store potentiale. Filmens britiske instruktør Joe Wright kan på tilsvarende vis siges at have svært ved i disse år at indfri løfterne fra karrierens to første værker, den glimrende version af Stolthed og Fordom (2005) og det blændende smukke drama Soning (2007). I Hollywood lavede han for to år siden den klæbrigt sentimentale The Soloist, men synes for alvor at skifte spor med den hårdtpumpede Hanna, der på plussiden er effektivt iscenesat, flot filmet og befriende fri for computereffekter. Som den på visse punkter tematisk beslægtede Bourne-serie gør Hanna god brug af diverse europæiske locations. Filmens stærkeste kort er dog uden tvivl det udtryksfulde stortalent Saoirse Ronan, der gør fantastisk fyldest i titelrollen og rent ud sagt sparker lige så meget politisk ukorrekt røv som den endnu yngre Hit-Girl i sidste års Kick-Ass. Mange vil huske Ronan fra hendes tidligere samarbejde med Wright i Soning, hvor hun for ulejligheden modtog en Oscar-nominering for bedste kvindelige birolle i en alder af blot 13 år.

Manisk klipning

Derimod må det desværre konstateres, at man efterhånden skal tilbage til Bob Dylan-filmen I’m Not There (2007) for at finde en mindeværdig præstation fra den yndefulde australske skuespillerinde Cate Blanchett. Som den neurotiske og kyniske CIA-agent Marissa Wiegler er hun faretruende tæt på karikaturen og får i øvrigt ikke meget at arbejde med af manuskriptet, da det er en tyndt tegnet figur, som aldrig for alvor får lov til at spille med musklerne. Hendes håndlangere, en flok uduelige og perverterede grønjakker, ligner til gengæld noget, som selv ikke en dårlig actionfilm fra 80’erne ville have siddende på sig. Hanna skæmmes tillige af en sine steder manisk klipning, der virker lige så meget ude af trit med tiden som valget af 90’er-duoen Chemical Brothers som leverandør af filmens underlægningsmusik. Sidst men ikke mindst bør det indvendes, at usandsynlighederne til tider hober sig op: Hanna har angiveligt aldrig tidligere i sit liv mødt elektricitet, men ved ikke desto mindre instinktivt, hvordan man betjener en fjernbetjening og hvordan man foretager en avanceret søgning på nettet. Der er i det hele taget for mange huller og letkøbte pointer i filmens forcerede forsøg på at skildre hendes naive møde med civilisationen.

Tag for eksempel det danske biografmarked, der bløder voldsomt i disse år, hvilket der findes mange (bort)forklaringer på. To af de hyppigst forekommende er svigtende billetsalg og den kostbare overgang til digitalisering. Hvor hunden end ligger begravet, kan det konstateres, at krisen desværre går ud over filmudvalget i biograferne på to afgørende måder. For det første tager biograferne færre chancer i deres valg af film, hvilket fordrer middelmådighed og sender masser af ellers egnede film direkte ud på dvd/Blu-ray. For det andet gives der kortere snor til film, som ikke kommer skråsikkert fra start rent billetmæssigt, hvilket tidligt på året gik ud over så seværdige film Easy A, 127 Hours og Animal Kingdom, der kun fik ganske få dage i biograferne, før de blev hevet af plakaten. Sidstnævnte originale australske gangsterdrama kom endda med en Oscar-nominering for bedste skuespillerinde i bagagen, men lige lidt hjalp det.

Midt i al denne tristesse skal lyde stor ros til en biograf som Vesterbros ukuelige Vester Vov Vov, der har modet og viljen til at sætte sig imod strømmen ved at give både plads og tid til så væsentlige nye film som eksempelvis Monsters, Exit Through the Gift Shop og Barneys Mange Liv. Cinematekets tiltag med en månedlig premierefilm, der er blevet forbigået af de regulære biografer, som fx den sydkoreanske Mother og den argentinske Carancho, kan heller ikke prises højt nok.

Lad det være sagt med det samme, at året indtil videre har budt på et overvældende antal uforglemmelige og uafrystelige oplevelser på det berømte store lærred. Ved indgangen til 2011 var det et mindre traume for mig som filmelsker, at jeg ikke havde set mig i stand til at uddele topkarakter til en eneste film siden The Dark Knight i sommeren 2008. Enkelte værker, fx Un Prophète (Audiard, 2009) og Io Sono L’Amore (Guadagnino, 2010) var snublende tæt på at stryge til tops i min subjektive karakterbog, men havde alligevel manglet lige præcis den altafgørende sidste (ofte udefinerbare) ingrediens, der skulle til for, at jeg overgav mig fuldstændig betingelsesløst.

Nu er forbandelsen imidlertid brudt  - godt og grundigt endda: såvel Darren Aronofskys Black Swan som Terrence Malicks The Tree of Life blæste mig omkuld i en grad, så jeg ikke tøvede med at give begge 10 ud af 10 på min helt personlige pointskala. Disse to mesterværker blev skarp forfulgt i min bog af Debra Graniks Winter’s Bone, Alejandro González Iñárritus Biutiful og Coen-brødrenes True Grit, som jeg alle tildelte 9 ud af 10, mens en kvintet bestående af David Michôds Animal Kingdom, Aaron Schneiders Get Low, David O. Russells The Fighter, Xavier Dolans Heartbeats (Les Amours Imaginaires) og Tetsuya Nakashimas Confessions hver især gjorde sig fuldt fortjent til 8 ud af 10. De to sidstnævnte har endnu til gode at få regulær dansk biografpremiere, men blev vist på CPH PIX i april – hermed en soleklar opfordring til danske biografdistributører om at skaffe disse to perler til landet hurtigst muligt!

Fælles for alle de ovennævnte film (måske på nær Get Low, der ramte mig i hjertet af mere gemytlige årsager) er den visionære kunstneriske kompromisløshed og overlegne stilistiske elegance, hvormed de er fortalt. I min erfaring er det ganske usædvanligt at støde på så mange forbløffende nye film i løbet af kun et halvt år, men det vækker da kun glæde og optimisme på filmkunstens vegne. Yderligere en håndfuld film har gjort særligt indtryk på mig og fortjener at blive nævnt i denne sammenhæng. Det gælder Richard J. Lewis’ Barneys Mange Liv, Gareth Edwards’ Monsters og Duncan Jones’ Source Code samt de to sydamerikanere Carancho og Gigante, som blev vist i Cinemateket i foråret.

Hermed et ydmygt håb om, at filmåret 2011 vil fortsætte i samme fænomenale spor, som det er begyndt – selvom det næsten vil være for meget at forlange…

LIVSKLOG CANADISK FILM UNDERHOLDER OG BEVÆGER PÅ EMINENT OG INTELLIGENT VIS FRA START TIL SLUT.

Barneys Mange Liv (Barney’s Version); Canada, Richard J. Lewis, 2010. 138 min. Premiere 30. juni 2011.

Det er menneskeligt at fejle og guddommeligt at tilgive, skrev den engelske digter Alexander Pope. Titelpersonen i Barneys Mange Liv er i den grad et menneske med fejl og mangler, men hans farverige livshistorie er så underholdende at være vidne til, at man hellere end gerne tilgiver ham hans mange usympatiske sider. Det er muligt, at begivenhederne i filmen er lige så ægte som plastikkirurgi, men ikke desto mindre giver filmen indtryk af levet liv. Selvom Barneys Mange Liv er baseret på et litterært forlæg og til tider har karakter af farce, sidder man efterfølgende tilbage med fornemmelsen af at have været i selskab med et menneske af kød og blod. Romanen bag filmen er fra 1997 og blev den sidste udgivelse fra den navnkundige canadisk-jødiske forfatter Mordecai Richler, der døde 70 år gammel fire år senere. Filmen er dedikeret til Richlers minde og har et umiskendeligt tveægget canadisk og jødisk særpræg, hvilket gør det særdeles passende, at Leonard Cohen optræder som musikalsk ledetråd i form af ’Dance Me To the End of Love’.

Elegant sædekomedie

Barneys Mange Liv er en fortælling med adskillige lag, men selvom der springes en hel del i tid og sted, er hele balladen elegant vævet sammen. Der er tale om en slags sædekomedie. Udgangspunktet for historien er, at den aldrende Barney Panofsky ser tilbage på de mange vendepunkter i sit liv, der blandt meget andet involverer tre forliste ægteskaber og en anklage for mord. Det anes hurtigt, at Barney ikke er bange for at smøre tykt på i sine erindringer og derfor fremstår lettere upålidelig som fortæller, hvilket senere får en hjerteskærende betydning, men undervejs er dette aspekt blot med til at højne underholdningsværdien. Og vinderen skriver som bekendt historiebøgerne, om end det kan diskuteres, om Barney er en vinder eller en taber i livets lunefulde spil. To skelsættende begivenheder står centralt i Barneys beretning: mødet med den store kærlighed Miriam samt vennen Boogies mystiske død. Rundt omkring disse to tilbagevendende pejlepunkter hører vi om Barneys to første kuldsejlede ægteskaber, hans karriere som producer af tvivlsomme sæbeoperaer, forholdet til hans to børn og ikke mindst hans gæve far. Sidstnævnte rolle byder på et frydefuldt gensyn med snart 74-årige Dustin Hoffman, som her føjer endnu en rørende triumf til det i forvejen imponerende cv.

Forbløffende vellykket filmatisering

Filmatiseringer af murstenstykke romaner har det med at blive gumpetunge, men Barneys Mange Liv må siges at være et kroneksempel på en forbløffende vellykket overførsel fra papir til lærred. Den litterære konstruktion, der særligt består i den lettere overflødige insisteren på at skabe suspense omkring vennen Boogies forsvinden, knirker kun få gange i løbet af filmen. Nogle vil indvende, at en spilletid på den gode side af to timer er i overkanten, men i modsætning til så mange andre film, der bevæger sig ud på denne farefulde rampe, står Barneys Mange Liv rent faktisk distancen. Dette skyldes ikke mindst det fantastiske hold af skuespillere, der alle som én bidrager til, at filmen ikke keder et eneste øjeblik, men tværtimod er propfuld af syleskarpe personbeskrivelser og ubetaleligt morsomme scener. Det er tilmed en klar gevinst, at man i den uforlignelige Paul Giamatti har fundet en skuespiller, hvis unikke ansigt og korpus gør ham stort set lige troværdig som 30-årig såvel som 65-årig. Lad det være sagt uden omsvøb, at Giamatti yder en kraftpræstation, og at Barneys Mange Liv er en gennemført skøn film om – og ikke mindst hyldest til – menneskelig dårskab!

UNGDOMSMUSICALEN MAGI I LUFTEN ER VILD OG EGENRÅDIG – PRÆCIS SOM TEENAGERE ER FLEST.

Magi i Luften; Danmark, Simon Staho, 2011. 83 min. Premiere 23. juni 2011.

Det første, der slår én, efter at have set Simon Stahos bud på en dansk ungdomsmusical er, at filmens titel giver forkerte associationer. Magi i Luften er planket fra Halberg Larsens sang af samme navn, men sender i hvert fald undertegnedes tanker mere i retning af halbal og 80’er-temafest end en grænsesøgende teenagefilm. For mig at se er der ikke så meget magi som hormoner i luften i Stahos portræt af ungdommens verden, medmindre der hentydes til dets jævnlige udslag af magisk realisme. Hvis filmen endelig skulle navngives efter en sangtitel, havde Gnags’ Vilde Kaniner været et bedre og mere vovet bud efter min mening, da Staho bruger denne sang som gennemgående ledetråd. Vilde Kaniner ville muligvis have været et sats rent markedsføringsmæssigt, men Staho er vel ikke en af landets mest radikale filmkunstnere for ingenting? Som han har gjort det til en vane ved lanceringen af hvert af sine værker, ledsages også Magi i Luften af et bombastisk manifest fra instruktørens side: ”AL MAGT TIL UNGDOMMEN! ALLE OVER 18 ÅR ER DØDE. UNGE LEVER – VOKSNE OVERLEVER BARE! SLIP FANTASIEN LØS! FOLD DRØMMENS FANER UD!” Staho er heldigvis ikke sen til selv at bemærke det påfaldende i, at han ønsker at lave en film udelukkende på unges præmisser, når han nu personligt nærmer sig 40-års alderen med hastige skridt og derfor, med egne ord, er ”død” (i åndelig forstand, må man forstå). Det paradoksale er, at det faktisk er lykkedes ham meget godt med Magi i Luften at indkredse ungdommens løsslupne væsen.

Stilistisk hyperrealisme

Der er bogstavelig talt knald på såvel billeder som handling lige fra første færd i Magi i Luften. Vi introduceres til filmens stilistiske hyperrealisme, der rent visuelt vækker mindelser om 70’ernes glamrockperiode, alt imens den unge gut Daniel klædt ud i toreador-kostume gokker den af på toilettet til et videoklip med veninden Lina, der kører på hans mobiltelefon. Filmen har i det hele taget utrolig travlt i starten, hvilket har en desorienterende effekt på tilskueren, men så meget står klart, at de fire bedste venner Lina, Daniel, Stefan og Therese er samlet for at fejre sidstnævntes 16-års fødselsdag. Magi i Luften veksler imellem spillefilm og hyppige flippede musikalske indslag i skildringen af den begivenhedsrige lange aften og nat, som firkløveret tilbringer sammen rundt omkring i København. Den følsomme Daniel (Gustav Hintze) er forelsket i Lina (Emma Sehested Høeg), som imidlertid kun har øje for rockstjernen Niklas Ravn (Laust Sonne fra D-A-D), mens jomfruen Therese (Victoria Carmen Sonne) ikke forstår, hvorfor den kække Stefan (Anton Honik) ikke vil hjælpe hende af med mødommen. Udgangen på alle disse konflikter er på ingen måde overraskende, hvorfor det altså ikke er på manuskriptplanet, at Magi i Luften scorer point for nytænkning. Tværtimod kan filmen lastes for at ville jonglere med alt for mange emner på én gang: ugengældt kærlighed, seksuel debut, homoseksualitet, stoffer og jagten på berømmelse, uden at den gør en indsats for at nå til bunds i nogen af delene.

Energisk og insisterende drive

Simon Stahos anderledes bud på en dansk ungdomsfilm har til gengæld sin klare styrke i sit energiske og insisterende drive, der kommer til udtryk dels i den rå og kvikke dialog, dels i den opfindsomme og virkningsfulde brug af hits fra den danske sangskat op gennem 70’erne, 80’erne og 90’erne. Hvad dialogen angår, er den befriende bramfri og pågående, ærlig og kompromisløs, hvormed den ganske fint indrammer den ømt dobbeltsidede ungdommelige følelse af lige dele kæphøj selvtillid og hudløs sårbarhed. Filmens ofte direkte (nogle ville sige platte) replikker og sangtekster afspejler det faktum, at unge opererer uden filter og ikke er bange for at blotte sjælen. Selvom handlingen i Magi i Luften er forankret i dagens samfund, må Stahos konsekvente fravalg af nutidig musik samt tilsyneladende anakronistiske brug af Michael Laudrup som idolbillede på drengeværelset formodes at have afsæt i et ønske om at portrættere ungdommen på tværs af generationer. Dermed bliver det vel i lige så høj grad en film, hvor instruktøren forsøger at kanalisere sig selv tilbage til følelsen af at være ung og af at leve frem for at overleve. Den del af projektet lykkes overmåde fint, da først Staho omkring halvvejs finder ud af at skrue ned for det hektiske tempo og lader filmen finde sin hvilepuls, hvilket giver plads til, at de fire unge skæbner kan udfolde sig. Magi i Luften synes at eksistere i et frirum, hvor der ikke findes fordømmelse, kun accept af hvad det indebærer at være et  ungt menneske. Selvom filmens endelige morale er nok så forudsigelig, leveres den i øjenhøjde med teenageren og uden løftede pegefingre, hvormed Magi i Luften på afgørende vis adskiller sig fra mange forudgående danske ungdomsfilm.

DET BETALER SIG AT VÆRE MED PÅ LEGEN I DEN SOLIDT UNDERHOLDENDE UNKNOWN IDENTITY, HVOR INTET ER, SOM DET LADER TIL.

Ved første øjekast kan Unknown Identity måske nok ligne en metervare fra Hollywood, men filmen er slet ikke så dum endda, hvis man som denne anmelder sænker de finkulturelle parader for et par timers vedkommende. Ikke et ondt ord om Hollywood i øvrigt, men det er et slet skjult faktum, at drømmefabrikken i Los Angeles fattes originale idéer i disse år – særligt i forhold til genrefilm. Plottet i Unknown Identity repræsenterer ikke nogen ny idé, men det forfriskende ved filmen består i, at den er resultatet af en international co-produktion og foregår i Berlin. Den garvede Hollywood-producent Joel Silver, der har fostret så store hits som Die Hard, Dødbringende Våben og The Matrix, har tydeligvis skelet misundeligt til den formular, der har skaffet europæisk baserede actionfilm som Bourne-trilogien og Taken overvældende succes i de senere år. Præcis som disse profiterer Silvers nye satsning af den psykologisk såvel som vejrmæssigt kølige europæiske atmosfære, der står så godt til genren.

Rundt på gulvet

Unknown Identity tager sin begyndelse, da det amerikanske ægtepar Dr. Martin og Elizabeth Harris ankommer til Berlin, hvor han skal deltage i en biovidenskabelig konference. Snart slår den tilsyneladende ligefremme handling dog de første drilske krøller på halen. Ved ankomsten til hotellet opdager Martin, at hans kuffert mangler, hvorfor han straks sætter sig i en taxi for at tage tilbage til lufthavnen og finde den. Så langt når han dog aldrig, for taxien kører galt. Fire dage senere vågner han på et hospital og får oplyst, at han har været i koma og at man ikke har været i stand til at fastslå hans identitet. Hans kone er ingen steder at se, men langsomt genvinder han hukommelsen og lader sig udskrive for at opsøge hende på hotellet. Her venter ham dog lidt af et chok: Elizabeth genkender ham ikke – og hvad værre er, ved hendes side står en mand, der udgiver sig for at være Dr. Martin Harris! På dette tidspunkt er publikum stort set lige så meget rundt på gulvet som hovedpersonen selv, men løjerne er naturligvis først lige begyndt…

Stilfuld og medrivende

Folkene bag filmen er heldigvis fuldt ud bevidste om, at udviklingen i plottet kræver evnen til at sluge et par kameler hist og her, hvorfor de har forsøgt at holde usandsynlighederne i kort snor – hvilket nogle gange lykkes bedre end andre. For eksempel virker det alt for belejligt, at Martin ikke kan finde signal til sin mobiltelefon midt i Berlin, da han vil ringe til hustruen fra taxien, men generelt fortjener manuskriptet ros for at gøre sig umage med at undgå ulogiske hændelser som disse. Nogle vil sige, at hele konstruktionen knirker ved nærmere eftertanke, men det er nu en gang en del af legen i film som denne, der er lavet for underholdningens og spændingens skyld. Som sådan overbeviser Unknown Identity, der er stilfuldt, effektivt og medrivende iscenesat, hvilket ikke mindst overrasker positivt i kraft af, at dens unge spanske instruktør Jaume Collet-Serra tidligere har stået bag de håbløse gysere House of Wax (2005) og Orphan (2009).

Imponerende cast

Den helt store styrke ved Unknown Identity er den yderst solide rollebesætning, der kombinerer erfarne såvel som talentfulde amerikanske og europæiske navne på velfungerende vis. Vejrbidte Liam Neeson, der også indtog hovedrollen i Taken, er som altid troværdig og værd at følge. For 20 år siden ville en rolle som denne være tilfaldet Harrison Ford – og gjorde det faktisk også på en måde i både Frantic (1988) og Flygtningen (1993), som i lighed med Bourne-trilogien er oplagte referencepunkter for Unknown Identity. Kvalitetsmæssigt når Collet-Serras film ikke op på siden af den nævnte kvintet, men mindre kan bestemt også gøre det – især når publikum er i så forrygende godt selskab, som det er tilfældet her. Velkendte folk som Diane Kruger, January Jones, Bruno Ganz, Sebastian Koch, Frank Langella og Aidan Quinn fuldender det attraktive cast og indtrykket af en gennemført gedigen spændingsfilm.

Unknown Identity; USA/Tyskland, Jaume Collet-Serra, 2011. 113 min. Premiere 23. juni 2011.

BAD TEACHER ER EN FORNØJELIG, OM END KALORIELET OMGANG LØJER, DER SÆTTER EN ÆRE I SIN POLITISK UKORREKTE FREMSTILLING AF EN ALT ANDET END IDEALISTISK LÆRERINDE.

Bad Teacher; USA, Jake Kasdan, 2011. 92 min. Premiere 23. juni 2011.

Filmverdenen har ligget for Cameron Diaz’ fødder, lige siden den smækre unge blondine gjorde sin uforglemmelige entré i stram rød kjole over for Jim Carreys forsagte bankassistent i The Mask i 1994. Hvis nogen skulle have glemt det, sætter Diaz med titelrollen i Bad Teacher en tyk streg under, at hun er og bliver et af Hollywoods sikreste kort inden for det komiske felt. Diaz skylder ikke nogen noget: hun har for længst bevist, at talentet rækker til de mere seriøse roller også, men det er nu en gang i den lettere ende af skalaen, at den 38-årige tidligere model gør sig bedst. Film som førnævnte The Mask, Vild med Mary og Charlie’s Angels-serien havde aldrig været halvt så mindeværdige, hvis det ikke var for den vidunderligt skøre energi, Diaz tilførte dem. Med Bad Teacher føjer hun endnu en glansrolle til cv’et. Som mange andre former for genrefilm lider komedien under en vis metaltræthed i disse år, men uden ligefrem at skrive sig ind i historiebøgerne er Bad Teacher ikke desto mindre en frisk og veloplagt sag, der har en del tilfælles med den intelligente Easy A, som kørte i en (alt for) kort periode i biograferne tidligere på året og med fordel kan opstøves nede i videobiksen.

Golddigger og lærerinde

Lad det være sagt med det samme, at begivenhederne i Bad Teacher er højest usandsynlige. Elizabeth Halsey (Diaz) er en materialistisk golddigger, hvis personlige projekt går ud på at finde en forsørger i millionklassen. Elizabeth er, som kollegaen og rivalen Amy Squirrel (Lucy Punch) spydigt bemærker, den mindst egnede underviser, man kan forestille sig: hendes undervisning består i at vise film, mens hun selv tager sig en slurk af lommelærken og en lur ved katederet. Dertil kommer, at hun bander som en sømand, ryger pot og i det hele taget ikke interesserer sig en døjt for sine elever. Da hun møder den nye kollega Scott Delacorte (Justin Timberlake) og får nys om, at han er ud af en hovedrig familie, begynder hun straks at flirte uhæmmet med ham – samtidig med at hun iværksætter en plan om at spare op til et par større bryster, da hun føler sig overbevist om, at dette er vejen til hans hjerte og ikke mindst pengepung! På sidelinien følger den jordnære idrætslærer Russell Gettis (Jason Segel) med let overbærenhed hendes desperate bestræbelser på dels at score Scott, dels at skjule sin manglende kompetence for skoleinspektøren. Sidstnævnte har dog en fetich for delfiner, som kan udnyttes, hvormed også burde være signaleret, at Bad Teacher helt i tråd med disse års strøm af Judd Apatow-producerede komedier ikke viger tilbage for præmisser, der er særdeles langt ude.

Sprælsk og ukonventionel

En væsentlig del af charmen ved Bad Teacher er, at filmen er for sprælsk og ukonventionel til at lade sig kategorisere som en traditionel romantisk komedie – mange vil måske endda blive overraskede over, hvor relativt lidt Timberlake og Segel figurerer i filmens handling. Fokus er derimod på intrigen mellem de to lærerinder, der er så forskellige som nat og dag: Amy er præcis lige så dedikeret som Elizabeth er ligeglad med det hele. Begge er øretæveindbydende på hver deres facon. Britiske Lucy Punch gjorde sig allerede sidste år fint bemærket som dum dulle i Woody Allens You Will Meet A Tall Dark Stranger og får her lejlighed til at demonstrere sin imponerende komiske spændvidde ved at spille en ganske anderledes type – og endnu en gang tager hun kegler. På herresiden yder Segel en lavmælt troværdig præstation, mens Timberlake, der synes at satse mere og mere på en skuespillerkarriere, tydeligvis hygger sig med at spille blåøjet spejderdreng.

Gennemført politisk ukorrekt

Det er en slags norm, at lærere på film fremstilles i et idealistisk lys. Alene af den årsag er det i udgangspunktet en sjov og oplagt idé at lave en film, der sætter en ære i at gennemhulle denne nok så velbegrundede vedtagne sandhed. Selvom Bad Teacher indeholder slet skjulte referencer til opbyggelige lærerdramaer som eksempelvis Dangerous Minds (1996), skal filmen ydermere have ros for ikke at forme sig som en stykke-for-stykke spoof på skolegenren. I modsætning til Jake Kasdans foregående film, den morsomme, men også temmelig firkantede Walk the Line-parodi Walk Hard: The Dewey Cox Story (2007), fokuserer instruktøren denne gang på at skabe en selvstændig fortælling. Filmens titel bringer sjovt nok tankerne hen på konceptet bag Bad Santa, Terry Zwigoffs skrækkelige farce fra 2003 med Billy Bob Thornton som depraveret og alkoholiseret julemand. Idéen om at vende en samfundsfigur, der normalt forventes at agere rollemodel over for børn, på hovedet, er dog heldigvis det eneste, de to navnebeslægtede film har tilfælles. Hvor Bad Santa stod for en uhyrligt kras og i mine øjne katastrofalt forfejlet social kritik, er Bad Teacher trods sin gennemførte politiske ukorrekthed ude i et langt mere uskyldigt og underholdende ærinde. Selvom visse scener og sprogbrug i filmen nok skal få puritanere til at få et føl på tværs, ligger Bad Teacher tættere op af en film som School of Rock (2003), der også præsenterede en underviser med en knap så from dagsorden. Sidstnævnte havde dog i al sin kærlige satire stadig et vist pædagogisk sigte, hvilket ikke kan siges at være tilfældet med Bad Teacher, der i lighed med sin titelperson kun er ude på ballade…