Aftenens DR 2 Premiere var interessant på flere måder.
For det første var programmet en bittersød reminder om, at DR 2 forbløffende nok endnu ikke har formået at finde en fast afløser for sidste sæsons vært, den karismatiske Mikkel Munch-Fals, som – like him or not – var ganske fremragende i rollen, da han ikke var spor bange for at tage klar stilling. Denne sæsons eksperiment med at lade forskellige kendte og mindre kendte folk fra filmbranchen (instruktører, skuespillere, manuskriptforfattere, producere) optræde som gæsteværter fra gang til gang, må i mine øjne karakteriseres som underholdende, men mislykket. I hvert fald bør det stoppe nu. Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt, at DR 2 ikke kan finde en kvalificeret fast vært. I Berlingske Tidendes Kulturblokken 28. september 2009 undrede avisens beundringsværdige filmredaktør Ebbe Iversen sig over det samme. Han pegede bl.a. på en række yngre kvindelige dagbladsanmeldere som oplagte emner:
“… ingen skal komme og fortælle mig, at en af disse kloge kvinder ikke havde været et både mere kvalificeret, mere troværdigt og mere attraktivt valg som studievært end et tilfældigt sammenskrab af filmfolk spændende fra den elitære Christoffer Boe til populisten Regner Grasten. Hvor er linjen og konsekvensen i den form for program?”
DR 2 har fra starten meldt ud, at løsningen med skiftende gæsteværter var midlertidig indtil en fast vært var fundet, men det synes at trække ud, hvilket for filmfans som undertegnede (der savner Bogart med nostalgisk vemod) er vældigt frustrerende. Foreløbig er de kommende tre mandage tillige programsat med skuespillere.
Det forkætrede koncept med en ny vært hver gang er problematisk af flere årsager. Først og fremmest ødelægger det forestillingen om, at DR 2 Premiere er et kontinuerligt program, hvor man som seer lærer en fast anmelderværts luner og smag og behag at kende, således at man har en rimelig chance for at forholde sig til vedkommendes vurderinger af ugens film. I stedet efterlader den fjottede, uholdbare idé med værtskarrusel et rodet indtryk, som gør, at programmets autoritet, vægt og værdi daler betragteligt. Der har bestemt været eksempler på gode gæsteværter, som tog anmelderopgaven seriøst ved at definere klare standpunkter (Christoffer Boe, Lotte Svendsen, Michael Noer, Lone Scherfig og Jon Bang Carlsen fx), men der har så sandelig også været hovedløse optrædener imellem – ingen nævnt, ingen glemt. I lighed med Ebbe Iversen vil jeg dog ikke bebrejde nogle af gæsteværterne, da de jo blot tager imod en invitation, som mange ville have svært ved at takke nej til. Det er ikke deres skyld, at DR 2 ikke evner at finde en regulær vært.
Når alt dette er sagt, vil jeg ile med at rose aftenens vært, filminstruktøren Nikolaj Arcel, som fra starten gjorde det klart, at han er filmnørd med stort F. Herligt! Denne bekendelse gjorde, at jeg personligt havde let ved at identificere mig med Arcel. Som ham ELSKER jeg film, hvilket kommer til udtryk ved, at jeg ynder at læse al det filmstof, jeg kan komme i nærheden af, og sluger så mange filmnyheder, teasers, trailers og klip online om kommende film som overhovedet muligt. Som Arcel holder jeg også meget af at dyrke forventningens pirrende glæde (se bl.a. min optakt til vinteren i biografen her).
I tråd med dette var aftenens program meget passende tilrettelagt som et kig på filmåret, der venter forude, i stedet for den vanlige struktur med en håndfuld aktuelle anmeldelser. Det var et ganske relevant emne at tage op, al den stund vi lever i en tidsalder, hvor hype, buzz og viral markedsføring bliver mere og mere udbredt. Arcel besad en smittende umiddelbar ærlighed og entusiasme i sin præsentation af et udvalg af spændende titler på vej. Så gjorde det mindre for mig, at jeg kendte til alle de nævnte film i forvejen. Arcels udtalte skuffelse over film som Hook, Indiana Jones 4 og Harry Potter 6 samt det faktum, at den film, han ser allermest frem til i år, er Christopher Nolans Inception, gjorde mig naturligvis ikke mindre venligt stemt… Wise guy!
Som prikken over i’et kunne Arcel desuden præsentere hele to Danmarkspremierer, nemlig spritnye trailers til Thomas Vinterbergs Submarino (premiere 18. marts) og ingen ringere end Mikkel Munch-Fals’ Smukke Mennesker (premiere til efteråret). Begge så ganske lovende ud. Tidligere har programmet ageret debuterende platform for trailers eller klip fra Christoffer Boes Alting Bliver Godt Igen (28. januar) og Per Flys Kvinden der Drømte om en Mand (21. januar). Tilsammen understreger sådanne scoop, hvilken kulturmastodont DR 2 Premiere har i ryggen i skikkelse af DR. Dette giver uanede muligheder (for ikke at sige en vis forpligtelse at leve op til, ahem!) og gør det kun til en endnu større skam, at programmet på nu femte måned ikke er udstyret med en fast vært.
I øvrigt kan Filmland på P1 varmt anbefales som bevis for, at DR sagtens kan levere en langt mere seriøs filmformidling end det p.t. er tilfældet med DR 2 Premiere.
DR’s nye kulturkanal, DR K, har lagt ganske glimrende fra land efter min mening. For en halvgammel rotte som undertegnede er det en sand lise for sjælens nostalgiske åre, at kanalen gør udstrakt brug af DR’s righoldige arkiver. Alene i den forgangne uge har DR K (under programsætningen Bonanza fra 18 til 20) budt på så lyksalige sager som Mikael Bertelsens Talkshowet, Riget, Casper og Mandrilaftalen, Valomanden, Flid, Fedt & Snyd, Een Gang Strømer og ikke mindst masser af det herlige makkerpar Wikke & Rasmussens skæve produktioner; her tænker jeg ikke kun på Tonny Toupé og Sonny Soufflé, to shows, der længe har været at finde i min dvd-samling, men nok så meget de sjældnere, men ikke mindre legendariske Ronnie Rosé og Robin Hat. Sidstnævnte ganske vist fremdraget på DR’s nye børnesatsning, DR Ramasjang, af Troldspejlets gudfader, Jacob Stegelmann. Ramasjang er i øvrigt også vært for gyldne øjeblikke som Duksedrengen og Guldregn. Denne signatur afventer med barnlig utålmodighed genudsendelser af Omsen & Momsen og Ude på Noget… Oh, at være 10 år igen!
Dagens glade 
