Alverden befinder sig p.t. i det ualmindeligt efterårsskønne Budapest og er netop vendt tilbage fra en pragtfuld gåtur langs Donau og i slotsdistriktet, med masser af mild, frisk luft i ansigtet og krystalklar, blå himmel på nethinden. For de interesserede har jeg oprettet et album med 25 fotografiske indtryk her.
Gud nåde mit arme og fattige hjerte,
der skriger af glæde ved blod.
Det søger en underlig lykke i smerte
og savner dog smerteligt mod.
Ak, kunne det stræbe, og kunne det stride,
kom ønskerne aldrig til kort.
Det ønsker at leve, det ønsker at lide,
det ønsker at vide sig hårdt.
/Tom Kristensen, fra En Kavaler i Spanien (1926)
Intet nyt er godt nyt, siges det (selvom det nu ofte er en omstændighed, der kan være svær at forlige sig med). Jeg må således blankt erkende, at min ambition om at føre dagbog her fra Barcelona har vist sig vanskelig at efterleve i praksis. Det skyldes til dels diverse tekniske og praktiske besværligheder med at finde en stabil internetforbindelse, men dertil en dagligt tilbagevendende voldsom, men velsignet træthed efter mine mange vandreture rundt omkring i denne berusende by.
Ganske kort kan jeg berette, at jeg trods mange intentioner derom endnu har til gode at se La Sagrada Familia og Park Güell samt de øvrige prægtige udtryk for Antonio Gaudís krøllede arkitektur. Flere dage i træk er jeg glad stævnet ud fra mit lille kammer med kursen sat mod disse landvindinger, men hver gang er mit fokus blev kuldsejlet af andre fascinerende syn undervejs på ruten. Barcelona er i sandhed et overdådigt smukt og endeløst betagende sted. Hver eneste husfacade er som et kunstværk i sig selv. Byen er et vidunderligt skue. Alt her, lige fra undergrundsstationer over butiksskodder til boligblokke, synes at have været igennem et artistisk filter. Her er ingen støvet grå helhed.
Torsdag endte jeg med at udforske byens gamle, gotiske centrum (Barri Gòtic) og den tilknyttede bydel La Ribera med katedralen og det virtuost dekadente Palau de la Música Catalana som to ud af mange højdepunkter. Dagen i går tilbragte jeg på Barcelonas sydlige bjerg, Montjuïc, en veritabel oase fra byens støjende puls. Det var en skøn, afslappet og meget inspirerende oplevelse at gå rundt fra park til park og monument til monument, hele tiden med en forrygende udsigt over den solmættede by. Jeg sluttede af med at slentre hjemad igennem det farverige kvarter Poble Sec.
Dagen i dag gik med rundtur på Camp Nou og besøg på FC Barcelonas museum, men mere om det og min oplevelse af onsdagens kamp mod Manchester City i morgen, hvor jeg med min søster skal se Barça i aktion for anden gang. Nu vil jeg gå ud i den catalanske aften og opsnuse en bid mad; skal det blive paella for tredje aften i streg? Watch this space…
Hasta mañana!
Hola!
Jeg har nu tilbragt mit første døgn i Barcelona. Mit umiddelbare indtryk af byen går meget fint i spænd med, hvad jeg havde forestillet mig. Jeg har fulgt hele Cataloniens stolthed, FC Barcelona, siden starten af 90’erne, så jeg kender en del til regionens og byens baggrund. Men der er naturligvis mærkbar forskel fra at se, høre og læse om et sted til rent faktisk at opleve det i virkeligheden. Catalanerne har ry for at være et entreprenant folkefærd, hvilket tydeligt viser sig ved, at Barcelona summer af liv og aktivitet. De ældre, romersk inspirerede bydele og de mange dekorative husfacader smelter umærkeligt sammen med byens strømlinede kaskade af kontorbygninger. Her emmer af business og iværksætteri. Her kræves og forventes en indsats. Selvom byen til tider kan have et italiensk præg over sit look og sin atmosfære, (be)mærker man hurtigt, at her er langt mindre kaotisk. Barcelonas infrastruktur samt merkantile og kulturelle tilbud er altsammen velorganiseret og –udviklet for ikke at sige gennemtænkt, hvilket ikke altid kan siges om eksempelvis Rom. Cataloniens hovedstad byder sig således til som den mest cykelvenlige europæiske storby, jeg indtil videre har oplevet efter København.
La Rambla
Efter en fantastisk indflyvning ud for Barcelonas kystlinie med udsigt over hele byen landede jeg i går midt på eftermiddagen i lufthavnen Del Prat. Straks, da jeg forlod ankomsthallen, fik jeg et varsel om, hvor varmt her er: en tung dyne af uigennemtrængelig varm luft omringede mig. Her er varmt, meget varmt. Jeg har allerede drukket så meget vand på et døgn, at jeg kan have en frø til at bo i min mave, som et ungarsk ordsprog siger. Heldigvis var bussen, der fragtede mig til mit logi tæt på centrum, behageligt air conditioneret. Efter veloverstået indlogering gik jeg fluks på opdagelse i byen. Jeg fandt snart frem til byens centrale plads, Plaça de Catalunya, hvorpå jeg kastede mig ud i den tumultariske menneskevrimmel på det berømmede strøg, La Rambla. Et sandt turisthelvede befolket af endeløse rader af souvenirboder og gøglere, hvor jeg fik fornemmelsen af, at når man har set de første 100 meter, har man set resten (Ramblaen måler vel at mærke 1,25 km i alt). Min i øvrigt glimrende guidebog, Lonely Planets Barcelona Encounter, oplyser mig om, at hvis man kan distrahere fra al virakken, er der masser af sightseeing at hente på strækningen. Det får være, men én omgang Rambla var mere end nok for mig. På resten af min tur gør jeg som de lokale: holder mig væk derfra!
Port Vell
Til alt held munder Ramblaen ud ved havnefronten, der straks var en helt anden, mere afslappende oplevelse. Port Vell (Den Gamle Havn) er et palmefyldt, rekreativt sted, kun afbrudt af det flashy indkøbscenter Maremàgnum. Her faldt jeg ved lykkens (u)gunst over en filial af FC Barcelonas officielle merchandise-butik, FC Botiga, og undslap naturligvis ikke uden først at have haft pungen oppe af tasken… Sådan kan det jo gå! På ægte spansk vis indtog jeg min aftensmad sent, ved halv ti-tiden, hvilket foregik i det skumle, men fascinerende Raval-kvarter, der præges af creatures of the night. Med hovedet fuldt af indtryk og kameraet belæsset med billeder fandt jeg tilbage til mit ydmyge kammer. Og jeg sov rigtig nok rigtigt godt!
I morges var jeg tidligt på færde, da jeg havde en mission: min online-reservation af adgangspas til aftenens opvisningskamp mellem Barça og Manchester City skulle forvandles til en officiel billet i en af billetlugerne ved stadion. Først skulle der dog mad og drikke på helten, så jeg fandt en nærliggende café, jeg havde udset mig aftenen forinden. Naturligvis klædt i min Barça-trøje vakte jeg tjenerens interesse. ”Aaaah, Barça!” lød det og jeg replicerede glad. Herefter gik det dog lidt ned ad bakke med vores samtale. Han spurgte, om jeg mon var englænder, men efter min præcisering ville han så vide, om jeg som ’danés’ (dansker) var europæer. Han kendte åbenbart ikke til Danmark, men en ældre stamgæst ved bardisken kom mig til undsætning ved at irettesætte den unge mand og råbe ”Dinamarca!” fulgt af en lettere hovedrysten. Den ældre herre og en anden tjener kunne herefter betro mig, at den pågældende tjener var Real Madrid-fan, hvilket jo straks satte tingene og hans intelligens i et nyt lys.
Mit første glimt af Camp Nou
Således diverteret satte jeg på gåben kurs mod ’katedralen’, Camp Nou, der viste sig ikke at være så nem at finde som først antaget. Endelig åbenbarede mine drømmes teater sig dog for mine øjne for første gang. Jeg fik efter nogen søgen klaret min mission, men opgav hurtigt min plan om at besøge klubbens museum og tage på en guidet tour på stadion i dag, da klokken nu var omkring frokosttid og billetkøerne til dette foretagende alenlange i middagssolen. Det må så blive en anden dag. I stedet vendte jeg snuden mod mit domicil igen for at genoplade batterierne. Varmen er utroligt trykkende hernede, særligt midt på dagen, og jeg har allerede fået de første vabler under fødderne af at gå så meget. På vejen tilbage passerede jeg forbi et marked, hvor jeg forsynede mig med friskbagt brød, chorizo-pølse og vandmelon – og charmerede de midaldrende damer med mine få, akavede spanske gloser. De fleste taler, eller forstår i hvert fald, engelsk hernede, men det gør tydeligvis stor lykke, hvis man prøver at komme dem lidt i møde. Lad gå med spansk, men det krøllede lokale sprog, catalansk, er dog uden for min rækkevidde.
Dagens lektie har i øvrigt været, at selvom det afføder mange kommentarer og sympatiske tilråb at vandre byen rundt i en Barça-trøje, er det ikke alle, der bliver lige imponerede. Det har intet at gøre med klubtilhørsforhold, for da jeg mødte en distingveret ældre herre med en Barça-kasket på hovedet og gav ham et venligt, indforstået nik, var der ikke nogen reaktion at hente andet end fnys. Bah, endnu en turist! Jeg berørte tidligere et par væsensforskelle mellem Barcelona og italienske byer. Et andet aspekt i denne sammenhæng er, at selvom fodbold spiller en stor rolle i begge samfund, er Barcelonas bybillede i modsætning til italienske byer ikke voldsomt influeret af dyrkelsen af det lokale hold. Jeg har ikke set mange Barça-flag eller lignende hængende fra altaner eller i vinduer eller fodboldrelateret graffiti her indtil videre, hvilket er ganske bemærkelsesværdigt – særligt oven på så suverænt succesfuld en sæson som i fjor. Nok er catalanerne stolte af regionens flagskib, men stemningen virker noget mere civiliseret og reserveret her, hvilket er en skam. Det for størstedelens vedkommende velbjergede publikum på Camp Nou er notorisk berygtet for sin distancerede indlevelse i kampene.
Nuvel, jeg vil snuppe mig et tiltrængt hvil inden aftenens store oplevelse: at se Barça i aktion på Camp Nou for første gang fra første parket og bedømme stemningen på egen hånd!
Hasta luego!
|
