At gå til koncerter bliver desværre en stadigt dyrere fornøjelse, hvorfor jeg ikke formår at fange nær så mange bands, som jeg kunne tænke mig. Desto større var min glæde derfor over, at de koncertoplevelser, jeg ofrede penge på i løbet af 2009, virkelig viste sig alle pengene værd.
I efteråret omtalte jeg her på bloggen mine indtryk fra teaterkoncerterne Nick Cave og Come Together samt The Dead Weathers hæsblæsende besøg på Vega. Disse var dog kun kulminationen på et forrygende musikalsk år. Nævnes bør Eagles of Death Metal, der med enkle midler og smittende energi skabte en uforglemmeligt beskidt rock’n'rollfest på spillestedet Dürer Kert i Budapest i foråret, foruden dobbeltkoncerten med Kira Skov og Jens Unmack & Slagterne til Tivolis fredagsrock i maj måned.
To oplevelser i august måned blinker dog stærkest af alle på mindernes indre boulevard. Begge fandt sted i Budapest, Østeuropas fascinerende svar på Paris. Først og fremmest havde jeg skaffet mig armbånd til en af Europas største festivaler, Sziget. Navnet betyder noget så simpelt som ø på ungarsk og har sin forklaring i, at festivalen på charmerende vis udspiller sig på øen Obudai i Donau i den nordlige del af Budapest. Jeg kan kun give festivalen min allervarmeste anbefaling. Stemningen var utroligt fin og det kulturelle udbud herligt spraglet. Af musikalske højdepunkter, som jeg havde den glæde og fornøjelse at opleve, vil jeg fremdrage Wovenhand, Calexico, White Lies, Manic Street Preachers, Placebo og ikke mindst fænomænet Tricky (billedet).
Dernæst fik jeg i kandidatgave den smukkest tænkelige oplevelse af min kæreste i form af billetter til Leonard Cohens koncert i Papp Laszlo Arena i Budapest 31. august. Det blev en åndeløst smuk aften i bevægende selskab med en levende legende. Her er et udpluk af mine forgabte dagbogsnotater oven på koncerten:
Det er med Leonard Cohen som med Austin Powers: ”Women WANT him, men want to BE him…”
En aften som denne gør op med klichéer som ”levende legende”, ”uforglemmeligt” og ”det smukkeste, jeg nogensinde har oplevet”…
Verdens mest blærede 75-årige, viril og adræt og skælmsk og elegant og inspirerende og graciøs, valsende ind og ud og rundt på scenen, tryllebinder alt og alle med sin særegent ydmyge, generøse karisma…
”I didn’t come here to fool you, Budapest…”
”This is our first visit here and who knows if we’ll be back, so we’re gonna give it our all…” – og det gjorde de så i tre blændende klokketimer…
Jeg tænkte unægteligt undervejs om Cohen mon nogensinde har lavet en dårlig koncert? Så naturligt et overskud og så overlegen en timing indikerer hans greb om sit show, sine ord, sine sang, sin optræden, sit sublime band af hver især enestående musikere og ikke mindst sit totalt hengivne, tilbedende publikum, at det er svært at forestille sig en aften, hvor han ikke leverer varen…
Tre timers koncert bestående af to sæt og ikke mindre end fire ubegribeligt generøse omgange ekstranumre – selv ikke Closing Time fik lov at stå som den endelige afslutning, han kom dansende tilbage let på tå og satte i ”I tried to leave you, but I couldn’t…”
Tak for dansen, mr. Cohen – may you live long and prosper!
Den hyperaktive vidunderdreng Jack Whites nyeste projekt, 
