Klimakamp som den nye religion

Ifølge Berlingske Tidende forleden har Vatikanet givet Avatar en reserveret modtagelse, fordi filmens budskab kan tolkes som del af verdensomspændende bevægelse, der bevidst eller ubevidst ophøjer klimakampen til religion og naturen til guddom.

Som et interessant aber dabei til denne udmelding er det værd at læse artiklen ‘Green guilt’ af Stephen T. Asma, professor i filosofi ved Columbia College, Chicago. Det er indsigtsfuld, intelligent og tankevækkende læsning. Asma forklarer, hvordan en stor del af klimakampen er drevet af skyldfølelse i det moderne menneske og derfor kan ses som en ny slags religion i vore dages sekulære samfund. Artiklen påpeger, hvordan skyld og selvplageri har været en dominerende faktor i vestlig kultur siden overgangen til kristen civilisation fra hedenskab. “Har vi virkelig brug for en ny humorforladt religion?” spørger Asma og slår med det samme fast, at han ikke opfordrer til at negligere klimaforandringerne, men blot til at fastholde proportionerne:

We should indeed do the things in our power, and within reason, to sustain the planet. But we have a tendency to become neurotic and overly anxious, especially when we are regularly told, via green marketing ploys, that each one of us is responsible for the survival of the planet. That’s a heavy guilt trip.

DRs nye kulturkanal har meget at bevise

Det er en gammel traver, at svensk tv altid har været lysår foran dansk, når det kom til kulturdækning, men det gør det ikke mindre sandt. Jeg husker med stor salighed nu hedengangne programmer som Filmkrönikan og Musikbyrån. En aktuel serie som Skräckministeriet, der i otte afsnit går bag om alle facetter af horrorfilm, demonstrerer endnu en gang svenskernes unikke vilje og evne til at sætte fokus på ikke blot de brede, folkelige og ufarlige aspekter af kulturen. Foruden Skräckministeriet har SVT 1 og 2 et kvarters daglige kulturnyheder (jo, såmænd!) samt intelligente ugentlige programmer som Kobra om kunst og Babel om litteratur. Alt i alt signalerer svensk tv, at man tror på, at kulturen kan bære, ved at give tid og plads til at gå i dybden med interessante og skæve emner.

Lige modsat forholder det sig med dansk tv. For TV2 er ‘kultur’ en by i Rusland, medmindre der er pop og kendisser involveret, så hastigt videre til Danmarks Radio, som jo rent faktisk har en specifik kulturel forpligtelse via public service-aftalen med kulturministeren. Af den fremgår det bl.a. at DR skal:

Stimulere kreativitet og kultur

• DR skal lægge særlig vægt på sin rolle som initiativtager til og formidler af

dansk kunst og kultur, herunder den danske kulturarv.

• DR skal berige dansk kulturliv med originalt indhold.

Jeg skal ikke på denne plads gøre mig til talsmand for, at DR ikke lever op til sin forpligtelse. Særligt DR2 har været og er fortsat leveringsdygtig i en udmærket kulturformidling. Kanalen har særligt stået stærkt i forhold til pkt. 2, berigelse af dansk kulturliv med originalt indhold, ikke mindst takket være fabelagtige idémagere som Michael Bertelsen, Mads Brügger og Drengene fra Angora.

På andre punkter end original satire og nyskabende talkshows kan det dog knibe for DR at fremvise den store slagkraft på kulturområdet. En del programkoncepter om hhv. film, musik, teater og litteratur er kommet og gået igennem årene og synes i stedet at være smeltet sammen i det populære og til tider underholdende, men i længden noget trættende Smagsdommerne. Filmprogrammet Premiere kom godt fra land sidste år, men har allerede ødelagt meget af sin goodwill med det pjattede nye format med en ny vært fra filmbranchen hver gang. Nyere tiltag som Kulturguiden og Backstage har jeg retfærdigvis ikke set meget af, men fra kyndige folk har jeg fået det indtryk, at der er tale om skønne, spildte, lidt for overfladiske kræfter. Det skal derfor blive spændende at se, hvad den kommende digitale satsning på kultur og historie, den nye kanal DR K, der går i luften 1. november, har at byde på. Det er endnu ikke meget, der er sluppet ud om DR K, men i mit stille sind håber jeg, at folkene bag har kigget over sundet og fundet inspiration!

Det sted, hvor DR faktisk bider bedst fra sig på den kulturelle front, er i radioen. Her huserer bl.a. Filmland, og så sent som i dag blev jeg opmærksom på programmet Kulturkontoret. Dagens udsendelse handlede om anmeldere, hvilket ikke alene er et emne, der ligger mig meget på sinde, men tillige er superaktuelt. Gæster var Ebbe Iversen (Berlingske Tidende), Anne Middelboe Christensen (Information), Frederik Asschenfeldt Vandrup (Cinemazone.dk) og Henrik Hartmann (Betty Nansen Teatret). Under overskriften ‘Kritikere – en truet art?’ var anslaget til debatten netop DR2 Premieres føromtalte tilsidesættelse af en fagligt kompetent fast vært samt Betty Nansens Teatrets nylige initiativ med at ansætte 32 “fritidsanmeldere” til at anmelde teatrets opførelser på dets egen hjemmeside.

Under kyndig og myndig ordstyring af programmets vært, Steen Bille, blev det til halvanden times uhyre interessant diskussion, hvor bølgerne ind imellem gik højt. Dette skyldtes ikke mindst, at den forvirrede Hartmann startede med at tale med uld i mund, men siden blev presset til at gå til angreb og endte med at afsløre sin arrogante uvidenhed omkring kritikerens rolle, autoritet og faglighed. På et tidspunkt rodede teaterchefen sig ud i en helt absurd påstand om, at Iversen har et skidt “menneskesyn”, når han tillader sig at mene, at professionelle anmeldere qua deres baggrund og viden m.v. rent faktisk har bedre forudsætninger for at bedømme et kunstnerisk værk end manden på gaden! Hartmann virkede ærlig talt dårligt klædt på til dette slag. Hvilket dog ingenlunde gjorde det til en mindre fryd at lytte til programmets tre anmeldere, der fra hvert deres respektive ståsted alle fik sat Hartmann på plads og i tilgift fremført væsentlige pointer i forhold til deres håndværks nutid og fremtid.

Se, dét var kulturformidling, der ville, kunne og turde noget, så tak til DR for Kulturkontoret. Mere af den slags, tak!

Trættende nærtagenhed

Villigheden til ganske ureflekteret at påtage sig en patetisk offerrolle er en af vor tids plager, med visse muslimske kredses globale forurettede (automat)reaktion på Jyllands-Postens Muhammed-tegninger som grelleste eksempel.

Nigeria er den seneste instans til at protestere og true med censur grundet afbildningen af en bestemt befolkningsgruppe i fiktiv sammenhæng. Baggrunden for balladen er District 9, som jeg selv så i aftes og ikke vil tøve med at kalde for en af de bedste og mest originale science fiction-film i mange år. Det falder imidlertid Nigerias informationsminister for brystet, at en depraveret, morderisk og kannibalistisk bande af gangstere i filmen beskrives som nigerianere. Bandens leder, ‘Obasandjo’, deler desuden (næsten) navn med Nigerias tidligere præsident Obasanjo, oh ve og skræk!

Det officielle Nigeria har derfor indstillet til landets biografer, at filmen tages af plakaterne, da den stiller nigerianere i et dårligt lys. Bandlysning af film (eller anden kunst), der anses for at have en stødende karakter, er naturligvis sørgelig dagligdag i store dele af verden, så der er ikke så meget nyt under solen her. Selv i den såkaldt ‘frie verden’ er der fortilfælde. Således blev Monty Pythons religiøse satire Life of Brian (1979) i sin tid forbudt i dele af USA og Storbritannien samt i Irland og Norge (hvilket fik svenske distributører til med guddommelig indsigt at markedsføre Life of Brian som “filmen, der er så sjov, at den blev bandlyst i Norge!”)

Den nigerianske informationsminister går imidlertid et skridt videre. På vegne af sin regering forlanger hun en undskyldning (hvor har man hørt den før?) fra filmens producent, Sony Pictures, og kræver, at de passager i District 9, hvor der refereres til ‘nigerianere’ og ‘Obasandjo’, klippes ud. Jamen, halleluja!

Det står selvsagt Nigerias ømskindede regering frit for, hvis den ønsker at berøve landets filmgængere muligheden for at opleve District 9, men her stopper legen så osse. Kulturkampen er global, og udmeldingen fra Lagos er blot seneste i en lang række af eksempler, der udstiller en misforstået opfattelse af kunstnerisk (ytrings)frihed og integritet. Sagen er tillige et udtryk for en tragikomisk mangel på proportioner og sund fornuft.

Jeg undrer mig først og fremmest over den nigerianske tankegang. Det er svært at se, hvordan dets folk ikke skulle kunne ‘overleve’, at en tilfældig gruppe af gangstere i en fiktiv fortælling tilfældigvis er af nigeriansk afstamning og at bandelederen bærer navnelighed med landets eks-præsident (der sandt at sige har et noget blakket ry og rygte). Med 155 millioner indbyggere er Nigeria sit kontinents mest folkerige nation og det land i verden med det ottendehøjeste indbyggertal, hvorfor landet ikke ligefrem hører til i kategorien for minoriteter (præcis som verdens samlede antal muslimer heller ikke gør det). Minoritetskortet er ellers det hyppigst spillede i sammenhænge, hvor der protesteres over indholdet i eksempelvis populære film. Jeg kan huske, da jeg begyndte at interessere mig for film i starten af 90′erne, at Silence of the Lambs (Ondskabens Øjne) og Basic Instinct (Iskoldt Begær) fik en rasende modtagelse blandt transseksuelle grupper, der mente, at disse film portrætterede seksuelle minoriteter som psykopatiske mordere. Dengang som nu fremstilles det af de indignerede parter som om, at beskrivelsen af nogle enkelte karakterer automatisk betyder, at ALLE transseksuelle og nigerianere er afvigende, hvilket jo er noget vås og siger mere om disse menneskers manglende evne til at læse indenad.

Jeg har det nu, som jeg havde det dengang: hvad med alle de tusindvis af andre film, hvor skurken er af heteroseksuel observans? Skal jeg som heteroseksuel føle mig trådt over tæerne i sådanne tilfælde? Nej, for det er ganske enkelt ikke en agenda. Jeg er ikke blind for den omstændighed, at minoriteter (om de så er seksuelle, religiøse, politiske, racemæssige eller noget helt femte) befinder sig i en mere udsat position end resten af samfundet, men det øjeblik, hvor jeg som person for alvor bliver stødt, er, når der lægges pres på kunsten for at give visse grupperinger positiv særbehandling. At nægte transseksuelle eller nigerianere retten eller evnen til at forfalde til dårskab som os øvrige dødelige, er at nægte dem deres menneskelighed og lige rettigheder.

Dét ville jeg se som den ultimative fornærmelse!