Den skønne danske sensommer inspirerede mig for nylig til et besøg på et af Københavns mest kulturbærende steder, Assistens Kirkegård på Nørrebro. Her tilbragte jeg et par velgørende timer under vekslende skydække, der varslede efterårets uafvendelige komme, hvilket resulterede i følgende billedserie.
Ikke mindst grundet den lange liste over historiske personligheder, som er blevet stedt til hvile på kirkegården, har Assistens en særlig status i det københavnske bybillede. Jeg mener derfor, det er en stor skam, at den kommende udvidelse af Metroen vil gøre et kraftigt indhug i kirkegården, som rapporteret af Berlingske Tidende tidligere i år. Jeg er på ingen måde imod fremskridt og går fuldt ud ind for mere Metro, men i for mange tilfælde (placeringerne af Metro-stationer ved Gl. Strand og Marmorkirken er andre eksempler) tager projektet simpelthen ikke tilpas hensyn til byens kulturarv. Det er meget kritisabelt, at beslutningstagerne haster tingene igennem og ikke i højere grad inddrager omverdenen i processen. Berlingske-artiklen konkluderer meget rammende, at
… mens Danmarks historiske kirkegård kan forberede sig på destruktion, larm og kaos, sænker dødens stilhed sig over genbogrunden, som ligger mindre end ti meter væk fra den kommende byggeplads. Nemlig på tomten over det nedrevne Ungdomshus på Jagtvej 69, der strækker sig langt og dybt ind i den forrevne karré. Tanken om at det havde været meget lettere at lade undergrundsstationen dukke op af jorden på det sted er svær at slippe.