Veloplagt og vellykket Orla Frøsnapper

BØRN OG BARNLIGE SJÆLE VIL ELSKE ANIMATIONSFILMEN ORLA FRØSNAPPER, DER LEVERER EN LOYAL FORTÆLLING OG BUGNER AF SPROGLIGT OVERSKUD.

Det kan undre, at der skulle gå tre årtier, før nogen gav sig i kast med at omsætte den folkekære børnebogsforfatter Ole Lund Kirkegaards herlige historier til animation på film. Idéen er oplagt, i og med at de højt elskede bøger er fulde af forfatterens egne finurlige illustrationer. De tidlige 80’ere så i stedet spillefilmsudgaverne Lille Virgil og Orla Frøsnapper, Gummi-Tarzan, Otto er et Næsehorn og Hodja fra Pjort. At springet til tegnefilm sker netop nu – oven i købet i 3D – giver god mening set i lyset af de senere års overvældende gennembrud for computeranimation. Dette sammenfald kunne dog omvendt give nostalgikere som undertegnede bange anelser, for hvordan harmonerer Ole Lund Kirkegaards naive håndgjorte streg og barnligt uskyldige verden lige med computerteknologiske fremskridt? Lad det være sagt med det samme, at folkene bag Orla Frøsnapper gør al skepsis til skamme, for de har skabt en i sjælden grad vellykket børnefilm, der måske nok først og fremmest appellerer til familiens yngste, men også bør kunne få grinet frem hos både de lidt ældre såvel som voksne medlemmer. Særligt forældre, der i sin tid selv blev flasket op med Ole Lund Kirkegaards elskelige fortællinger, vil føle, at biografturen bliver til alt andet end en overbærende pligt.

Der er magi i havet

DEN JAPANSKE TEGNEFILMSKABER HAYAO MIYAZAKI KALDES OFTE EN MESTER PÅ SIT FELT, HVILKET IKKE ER UDEN GRUND. PONYO PÅ KLIPPEN VED HAVET ER DEN 68-ÅRIGE INSTRUKTØRS TIENDE FILM PÅ 30 ÅR. SOM SINE FORGÆNGERE HAR DEN HØJ, HØJ KVALITET.

Miyazakis bagkatalog kan groft sagt deles op i tre forskellige kategorier: han har både lavet uskyldsrene film for børn (fxKiki Den Lille Heks) og mere dystre fabler for unge/voksne (fx Prinsesse Mononoke), men tillige værker (fx Porco Rosso og Chihiro og Heksene), som begge grupper kan få noget ud på samme tid. Selvom det skal bemærkes, at Ponyo frarådes for børn under syv år, henvender Miyazakis seneste sig så afgjort til børn. Det betyder dog bestemt ikke, at ledsagende voksne vil kede sig, for lad det være sagt med det samme: Ponyo på Klippen ved Havet er en skøn film med hjertet på rette sted og en rørende oplevelse, som du ikke bør lade dit (indre) barn gå glip af.

Som havfrue, så guldfisk

Titlens Ponyo er navnet på en helt særlig guldfisk, hvis højeste ønske – som H.C. Andersens havfrue – er at blive menneske. Hun efterstræber derfor den frihed som hendes far, en slags havets troldmand, ikke vil tillade hende. Han skyer nemlig menneskene, som kun forurener og misbruger havet (vores behandling af naturen er et gennemgående tema hos Miyazaki). I modsætning til Ponyo selv ved han også, at hun besidder vidtrækkende magiske kræfter, og han frygter, hvad det vil medføre, hvis hun slipper fri. Det lykkes dog en skønne dag for den ukuelige Ponyo at nå op til havoverfladen. Hun bliver fundet af den snarrådige dreng Sosuke, der bor med sin mor og far i et hus på en klippe, men det ellers så lykkelige møde mellem guldfisk og menneskebarn truer ganske rigtigt med at få fatale konsekvenser.

Min Nabo Totoro som forbillede

Ponyo på Klippen ved Havet er sød, finurlig og medrivende film, som på mange måder bringer mindelser om Miyazakis mesterværk Min Nabo Totoro. Ikke alene er titelsangen til den nye film stort set en tro kopi af Totoros signaturmelodi; også her følger vi en lille familie, hvor faderen ofte er bortrejst, i det Sosukes far er sømand. Desuden er der som i tilfældet med Totoro skruet helt op for nuttethedsfaktoren i beskrivelsen af den bedårende, elskelige figur i centrum, Ponyo. Når Ponyo på Klippen ved Havet efter min mening ikke når helt på højde med sin oplagte åndsfælle Min Nabo Totoro, skyldes det således, at nogle af filmens elementer (også med tanke på den klare inspiration fra H.C. Andersen) ikke kan bryste sig af helt samme originalitet. Mindre kan bestemt også gøre det!

Uskyldig, dvælende poesi

Ingen af mine indvendinger ændrer ved, at Miyazaki med Ponyo på Klippen ved Havet viser, at han stadig er en sprællevende og vital historiefortæller. Som altid er det værd at beundre den naturlige stoflighed, der præger hans tegnestil, og den herlige detaljerigdom, som tilføjer Miyazakis produktioner et strejf af en sand uskyldig poesi. Selvom tempoet til tider er højt, er instruktøren ikke bange for at dvæle ved små, nære situationer, hvilket stiller ham i opposition til andre glattere og mere højtråbende tilbud til børn nu om dage.

Ponyo på Klippen ved Havet. Manuskript og instruktion: Hayao Miyazaki. Originaltitel: Gake no ue no Ponyo. 2009. 100 min. Med dansk tale. Premiere 13. november 2009.

Herlige, kulsorte løjer

Som den kvikke læser vil have bemærket, har der været stilstand på bloggen på det seneste. En uforholdsvist stor del af den forløbne måned har jeg brugt på igen og igen at frekventere Filmcow.com, hvis Monty Python-værdige videoer er lige så vanedannende som de er vanvittige. Nogle gange slår det danske sprog ikke til; jeg har således ikke noget andet valg end at karakterisere de små film om den gnavne enhjørning Charlie, en morbid fritte, en afsporet lama og ikke mindst den forstyrrede Detective Mittens som demented, but delightful fun!

Log Jam – the (mis)adventures of a bear, a rabbit and a fox

Da jeg var i biffen i Budapest forleden for at se Public Enemies, oplevede jeg den velsignelse at slippe for en massiv blok af larmende og påtrængende reklamer inden filmen. I stedet blev publikum i old school-stil diverteret med fem små herlige tegnefilm, kaldet Log Jam, som bestemt fortjener større udbredelse. Serien er skabt af en russisk animator i den naivistiske stil. Enjoy!
Log Jam no. 5
Log Jam
Log Jam – the rain
Log Jam – the moon
Log Jam – snake