Alverdens yndlingsfilm

Dagens afsnit i min fortsatte ambition om, at vi kan lære hinanden lidt bedre at kende, går lige til sagen: mine yndlingsfilm.

TOP 5 ser således ud (i kronologisk rækkefølge):

Psycho (Hitchcock, 1960)

The Graduate (Nichols, 1967)

Elefantmanden (Lynch, 1980)

The Truman Show (Weir, 1998)

Magnolia (P.T. Anderson, 1999)

Hermed ikke sagt, at denne håndfuld film nødvendigvis er, hvad jeg ser som ‘verdens bedste film’ (hvilket i øvrigt er et håbløst fortærsket minefelt af et udtryk anyway) – det er derimod de fem film, der har gjort størst indtryk på mig, første gang jeg så dem, og har sat det største præg på mit forhold til film.

Gået på klingen kunne jeg nævne flere hundrede film, der har fascineret og inspireret mig på uforglemmelig vis, men det ville blive for omfattende og omsonst at nævne dem alle på denne plads – og det er nu en gang også en kunst at slå nogle darlings ihjel og foretage et valg. Skulle jeg eksempelvis blive bedt om at gå videre og udnævne en TOP 20, ville fortsættelsen se således ud:

Citizen Kane (Welles, 1941)

Sunset Boulevard (Wilder, 1950)

On the Waterfront (Kazan, 1954)

8½ (Fellini, 1963)

Silkehud (Truffaut, 1964)

Chok (Repulsion; Polanski, 1965)

Once Upon a Time in the West (Leone, 1968)

Alien (Scott, 1978)

The Deer Hunter (Cimino, 1978)

Apocalypse Now (Coppola, 1979)

Raging Bull (Scorsese, 1980)

The Shining (Kubrick, 1980)

Brazil (Gilliam, 1985)

Pulp Fiction (Tarantino, 1994)

Se7en (Fincher, 1995)

Alverdens køleskab

Vis mig dit køleskab og jeg skal sige dig, hvem du er, hed det engang. Det ville være misvisende i denne sammenhæng at fortælle, hvad mit køleskab gemmer på, så lad os i stedet kaste et blik på min filmsamling med det fortsatte formål, at du lærer min smag lidt bedre at kende.

Min filmsamling tæller omkring 600 titler, hvoraf langt størstedelen er på dvd, men jeg har også holdt fast i en del VHS-bånd, samtidig med at jeg så småt er begyndt at erhverve mig Blu-ray-udgivelser af særlig interesse. Fornylig kløede det fx så voldsomt i mine fingre, at jeg bare måtte have kløerne i Blu-ray-udgaven, der samler Quentin Tarantinos Death Proof og Robert Rodriguez’ Planet Terror til en samlet double feature komplet med de fem berygtede falske trailers under titlen Grindhouse, som projektet oprindeligt var tænkt. Nu tænker du sikkert, at jeg lyder som lidt af en nørd, til hvilket, der kun er ét at sige: Hell yeah, I am! Loud and proud!

Alverden lægger kortene på bordet

De senere årtiers globalisering og medierevolution har medført, at alle og enhver nemt og bekvemt kan udbrede sig om intet og alting online. Selvom det ville være hyklerisk af mig at forbande denne mulighed for, at enhver kvit og frit har adgang til at ytre sig, i og med at jeg selv nyder godt af den fagre nye verden (bl.a. i form af nærværende blog), tager jeg ofte mig selv i at savne den autoritet og ekspertise, der var forbundet med tidligere tiders traditionelle medieplatforme, såsom aviser, radio og tv. Dette gælder særligt i relation til eksempelvis filmkritik, hvor jeg erklærer mig principielt enig med Berlingskes filmredaktør Ebbe Iversen, der i et radioprogram i efteråret 2009 gjorde sig til talsmand for det synspunkt, at professionelle anmeldere qua deres position, baggrund, indsigt, viden m.v. rent faktisk har bedre forudsætninger for at bedømme et givent kunstnerisk værk end manden på gaden (medmindre denne mand tilfældigvis ved en hulens masse om film, naturligvis).

For hvem sidder egentlig dér bag skærmen i dette demokratiske nye medielandskab, hvor alt er splittet til atomer? Jeg ønsker ikke at blive kategoriseret som håbløs nostalgiker, for jeg er som nævnt ikke blind over for de indbyggede muligheder, som opbruddet udstyrer mig med, men jeg vil dog insistere på at slå et slag for, at bloggere og andet online-godtfolk giver sig selv til kende. Jeg mener, der er en tendens til, at alt for mange såkaldte brugere gemmer sig bag anonymitetens letkøbte skørter. Personligt gider jeg ganske enkelt ikke at give mig i kast med at læse meninger fra en person, der ikke besværer sig med i det mindste at præsentere sig selv eller hvad vedkommende står for.

I det følgende vil jeg derfor kort skitsere, hvem jeg er og min grundlæggende indgang til at anskue film, således at du, kære læser, ved lidt om, hvad du kan forvente fra mit tastatur. Jeg har det selv sådan, at det væsentlige ikke er, om jeg er enig eller uenig med en given kritiker – det, der tæller, er derimod, at jeg kender personens præferencer og baggrund, således at jeg ved, med hvilken vægt vedkommende udtaler sig, og er i stand til kvalitativt at forholde mig til hans eller hendes givne vurderinger. Den oprindelige vært på det nu hedengangne DR2 Premiere, Mikkel Munch Fals, er et eksempel på en anmelder, hvis skudsmål jeg kunne være rygende uenig i, men som jeg ikke desto mindre havde stor respekt for, netop fordi han var eminent til at præsentere sit eget ståsted.

So without much further ado, and in the words of The Joker, here – we – go! Mit navn er Allan, men mine venner kalder mig såmænd bare Al. Jeg er 33 år gammel, bor i København og er cand.mag. i Engelsk og Dansk. I løbet af min studietid beskæftigede jeg mig ofte med spændingsfeltet mellem litteratur og film, hvilket også reflekterede sig i mit speciale fra 2009, der havde titlen Revisionism and Cormac McCarthy. How the West Was Really Won and Where It Got the Western. Jeg ser et stort og bredt udvalg af film – alt lige fra indie til Indy, som jeg plejer at sige. Siden 2003, hvor min interesse for film for alvor tog fart, har jeg som en anden junkie set tusindvis af film og skrevet anmeldelser af flere hundrede af disse.

Mere om min filmsmag følger senere…

Velkommen til Alverden 2.0!

Ærede læsere!

Alverden har ligget i dvale alt for længe, så nu skal der ske ting og sager. Jeg starter hermed på en frisk ved at lancere  den langt skarpere Alverden version 2.0. Det skal være slut med lange perioder med inaktivitet på bloggen. Tillad mig derfor at sige pænt goddag og præsentere projektet for eventuelle nye læsere såvel som gamle kendinge:

Jeg hedder Al – og Alverden er min verden her i cyperspace. Tidligere har indholdet af bloggen båret præg af spredt fægtning, men jeg har nu besluttet, at det udelukkende skal handle om film, som nu en gang er det emne, der ligger mig mest på sinde. Hvor mange blogs tager udgangspunkt i de daglige aspekter af en given persons tilværelse, er dette således kun en personlig blog for så vidt, at den fungerer som en platform for mit helt igennem personlige (dvs. suverænt subjektive) syn på film. Det skal dog for en god ordens skyld siges, at der sjældent går en dag uden, at jeg ser en film på den ene eller den anden måde!

Det er mit ydmyge håb, at du, kære læser, vil få glæde og fornøjelse ud af at følge med på Alverden 2.0, der kombinerer mine to altoverskyggende lidenskaber: film og det at skrive.