FOR DEM, DER HAR MOD PÅ EN AFSTIKKER FRA DANSK FILMS HOVEDVEJ, BYDER DEN UNDERFUNDIGE SKYSKRABER TRODS ENKELTE FEJLTRIN PÅ MAGISKE ØJEBLIKKE AF SKÆV POESI.
Skyskraber. Danmark, Rune Schjøtt, 2011. 85 min. Premiere 15. september 2011.
I disse tider, hvor det såkaldte Udkantsdanmark tager sine jævnlige ture i mediemøllen, tegner Skyskraber ikke just noget flatterende billede af tilværelsen i den geografiske margin. Men så igen: filmen indeholder måske nok en kommentar til det snæversyn, der ofte forbindes med små samfund langt fra alfarvej, men den påstår ikke ligefrem at være et udtryk for realisme. Det kan blandt andet afkodes ved, at handlingen udspiller sig et ikke nærmere defineret sted i en ikke nærmere defineret tidsperiode. I en længere prolog serveres forhistorien om en lille landsby med ambitioner om vokseværk. Planerne om byfornyelse og udvidelse kollapsede dog stort set inden de kom i gang, da indvielsen af byens første lyskryds endte i en tragikomisk ulykke, der invaliderede den selvudnævnte bykonge Farmand (Morten Suurballe). Landsbyen forsumpede, og Farmand har siden den fatale episode holdt sin sagtmodige søn Jon (Lukas Thorsteinsson) ansvarlig for såvel byens som sin egen sørgelige skæbne.
Faderligt tyranni
Plottets centrale element i Skyskraber er, at teenageren Jon lider af forhudsforsnævring, hvilket da kan kaldes et håndfast symbol på manglende gennemslagskraft. Jon er et følsomt gemyt, som lider under sin dominerende fars psykologiske kontrolværn. Den lettere afstumpede far holder sin søn i kort snor ud af ren og skær bitterhed over ikke længere selv at være i stand til at udleve sine drømme – der sandt at sige mest af alt handlede om at hore til højre og venstre. Frem for at få lov til folde vingerne ud som sine jævnaldrende tilbringer Jon derfor sine dage med at passe grise og skovle møg. Da Jon fatter interesse for købmandens fremmelige blinde datter, Edith (Martha Holm), kommer det langsomt til et opgør med faderens tyranni. Edith kæmper sin egen kamp for at slippe ud af sin forandrings-forskrækkede fars overbeskyttende omklamring. Til det formål har hun udset sig Jon som den, der skal tage hendes mødom – uvidende om hans forhudsforsnævring. Med dette dobbelte fokus på forkrøblet faderlig omsorg former Skyskraber sig (nok så meget som en begrædelse af små samfunds stækning af udlængsel) som et generationsopgør – hvilket filmen afslutningsvis illustrerer med en kæk hilsen til klassikeren Fagre Voksne Verden.
Skæv poesi
Skyskraber er en film, man ser med stor velvilje, da den repræsenterer et sats på noget nyt og anderledes i dansk film. Den talentfulde instruktør Rune Schjøtt har blik for skæv poesi og underfundig humor, men det kan ikke nægtes, at Skyskraber til tider har vanskeligt ved at fravriste sig novellefilmspræget. Mens der bydes på troværdigt sårbart spil af de to unge hovedrolleindehavere, kan det diskuteres, om det ikke er et fejlgreb fra manuskriptets side at skildre de to fædre på så karikeret vis, da det skaber en unødig ironisk distance. Tilsvarende irriterer det, at filmens gammelkloge fortæller og Jons eneste ven (spillet af Lukas Schultz) med sit bedårende ydre og smarte påklædning ligner en figur, der i forhold til landsbyens generelle trøstesløshed er vandret ind i den forkerte film. På trods af disse stilmæssige udfald markerer Skyskraber dog alt i alt en lovende spillefilmsdebut, der byder på en øm fortælling og magiske øjeblikke – med en afgørende scene, hvor Jons drømme tager himmelflugt, som det mindeværdige højdepunkt. I tilgift profiterer filmen af rutinerede birollekræfter som Lars Brygmann og Rikke Louise Andersson foruden Marcel Zyskinds fine billedside og Mew-forsangeren Jonas Bjerres glimrende soundtrack.
Tags: rune schjøtt, skyskraber
