Barneys Mange Liv: Det fejlbarlige menneske

LIVSKLOG CANADISK FILM UNDERHOLDER OG BEVÆGER PÅ EMINENT OG INTELLIGENT VIS FRA START TIL SLUT.

Barneys Mange Liv (Barney’s Version); Canada, Richard J. Lewis, 2010. 138 min. Premiere 30. juni 2011.

Det er menneskeligt at fejle og guddommeligt at tilgive, skrev den engelske digter Alexander Pope. Titelpersonen i Barneys Mange Liv er i den grad et menneske med fejl og mangler, men hans farverige livshistorie er så underholdende at være vidne til, at man hellere end gerne tilgiver ham hans mange usympatiske sider. Det er muligt, at begivenhederne i filmen er lige så ægte som plastikkirurgi, men ikke desto mindre giver filmen indtryk af levet liv. Selvom Barneys Mange Liv er baseret på et litterært forlæg og til tider har karakter af farce, sidder man efterfølgende tilbage med fornemmelsen af at have været i selskab med et menneske af kød og blod. Romanen bag filmen er fra 1997 og blev den sidste udgivelse fra den navnkundige canadisk-jødiske forfatter Mordecai Richler, der døde 70 år gammel fire år senere. Filmen er dedikeret til Richlers minde og har et umiskendeligt tveægget canadisk og jødisk særpræg, hvilket gør det særdeles passende, at Leonard Cohen optræder som musikalsk ledetråd i form af ’Dance Me To the End of Love’.

Elegant sædekomedie

Barneys Mange Liv er en fortælling med adskillige lag, men selvom der springes en hel del i tid og sted, er hele balladen elegant vævet sammen. Der er tale om en slags sædekomedie. Udgangspunktet for historien er, at den aldrende Barney Panofsky ser tilbage på de mange vendepunkter i sit liv, der blandt meget andet involverer tre forliste ægteskaber og en anklage for mord. Det anes hurtigt, at Barney ikke er bange for at smøre tykt på i sine erindringer og derfor fremstår lettere upålidelig som fortæller, hvilket senere får en hjerteskærende betydning, men undervejs er dette aspekt blot med til at højne underholdningsværdien. Og vinderen skriver som bekendt historiebøgerne, om end det kan diskuteres, om Barney er en vinder eller en taber i livets lunefulde spil. To skelsættende begivenheder står centralt i Barneys beretning: mødet med den store kærlighed Miriam samt vennen Boogies mystiske død. Rundt omkring disse to tilbagevendende pejlepunkter hører vi om Barneys to første kuldsejlede ægteskaber, hans karriere som producer af tvivlsomme sæbeoperaer, forholdet til hans to børn og ikke mindst hans gæve far. Sidstnævnte rolle byder på et frydefuldt gensyn med snart 74-årige Dustin Hoffman, som her føjer endnu en rørende triumf til det i forvejen imponerende cv.

Forbløffende vellykket filmatisering

Filmatiseringer af murstenstykke romaner har det med at blive gumpetunge, men Barneys Mange Liv må siges at være et kroneksempel på en forbløffende vellykket overførsel fra papir til lærred. Den litterære konstruktion, der særligt består i den lettere overflødige insisteren på at skabe suspense omkring vennen Boogies forsvinden, knirker kun få gange i løbet af filmen. Nogle vil indvende, at en spilletid på den gode side af to timer er i overkanten, men i modsætning til så mange andre film, der bevæger sig ud på denne farefulde rampe, står Barneys Mange Liv rent faktisk distancen. Dette skyldes ikke mindst det fantastiske hold af skuespillere, der alle som én bidrager til, at filmen ikke keder et eneste øjeblik, men tværtimod er propfuld af syleskarpe personbeskrivelser og ubetaleligt morsomme scener. Det er tilmed en klar gevinst, at man i den uforlignelige Paul Giamatti har fundet en skuespiller, hvis unikke ansigt og korpus gør ham stort set lige troværdig som 30-årig såvel som 65-årig. Lad det være sagt uden omsvøb, at Giamatti yder en kraftpræstation, og at Barneys Mange Liv er en gennemført skøn film om – og ikke mindst hyldest til – menneskelig dårskab!