DET BETALER SIG AT VÆRE MED PÅ LEGEN I DEN SOLIDT UNDERHOLDENDE UNKNOWN IDENTITY, HVOR INTET ER, SOM DET LADER TIL.
Ved første øjekast kan Unknown Identity måske nok ligne en metervare fra Hollywood, men filmen er slet ikke så dum endda, hvis man som denne anmelder sænker de finkulturelle parader for et par timers vedkommende. Ikke et ondt ord om Hollywood i øvrigt, men det er et slet skjult faktum, at drømmefabrikken i Los Angeles fattes originale idéer i disse år – særligt i forhold til genrefilm. Plottet i Unknown Identity repræsenterer ikke nogen ny idé, men det forfriskende ved filmen består i, at den er resultatet af en international co-produktion og foregår i Berlin. Den garvede Hollywood-producent Joel Silver, der har fostret så store hits som Die Hard, Dødbringende Våben og The Matrix, har tydeligvis skelet misundeligt til den formular, der har skaffet europæisk baserede actionfilm som Bourne-trilogien og Taken overvældende succes i de senere år. Præcis som disse profiterer Silvers nye satsning af den psykologisk såvel som vejrmæssigt kølige europæiske atmosfære, der står så godt til genren.
Rundt på gulvet
Unknown Identity tager sin begyndelse, da det amerikanske ægtepar Dr. Martin og Elizabeth Harris ankommer til Berlin, hvor han skal deltage i en biovidenskabelig konference. Snart slår den tilsyneladende ligefremme handling dog de første drilske krøller på halen. Ved ankomsten til hotellet opdager Martin, at hans kuffert mangler, hvorfor han straks sætter sig i en taxi for at tage tilbage til lufthavnen og finde den. Så langt når han dog aldrig, for taxien kører galt. Fire dage senere vågner han på et hospital og får oplyst, at han har været i koma og at man ikke har været i stand til at fastslå hans identitet. Hans kone er ingen steder at se, men langsomt genvinder han hukommelsen og lader sig udskrive for at opsøge hende på hotellet. Her venter ham dog lidt af et chok: Elizabeth genkender ham ikke – og hvad værre er, ved hendes side står en mand, der udgiver sig for at være Dr. Martin Harris! På dette tidspunkt er publikum stort set lige så meget rundt på gulvet som hovedpersonen selv, men løjerne er naturligvis først lige begyndt…
Stilfuld og medrivende
Folkene bag filmen er heldigvis fuldt ud bevidste om, at udviklingen i plottet kræver evnen til at sluge et par kameler hist og her, hvorfor de har forsøgt at holde usandsynlighederne i kort snor – hvilket nogle gange lykkes bedre end andre. For eksempel virker det alt for belejligt, at Martin ikke kan finde signal til sin mobiltelefon midt i Berlin, da han vil ringe til hustruen fra taxien, men generelt fortjener manuskriptet ros for at gøre sig umage med at undgå ulogiske hændelser som disse. Nogle vil sige, at hele konstruktionen knirker ved nærmere eftertanke, men det er nu en gang en del af legen i film som denne, der er lavet for underholdningens og spændingens skyld. Som sådan overbeviser Unknown Identity, der er stilfuldt, effektivt og medrivende iscenesat, hvilket ikke mindst overrasker positivt i kraft af, at dens unge spanske instruktør Jaume Collet-Serra tidligere har stået bag de håbløse gysere House of Wax (2005) og Orphan (2009).
Imponerende cast
Den helt store styrke ved Unknown Identity er den yderst solide rollebesætning, der kombinerer erfarne såvel som talentfulde amerikanske og europæiske navne på velfungerende vis. Vejrbidte Liam Neeson, der også indtog hovedrollen i Taken, er som altid troværdig og værd at følge. For 20 år siden ville en rolle som denne være tilfaldet Harrison Ford – og gjorde det faktisk også på en måde i både Frantic (1988) og Flygtningen (1993), som i lighed med Bourne-trilogien er oplagte referencepunkter for Unknown Identity. Kvalitetsmæssigt når Collet-Serras film ikke op på siden af den nævnte kvintet, men mindre kan bestemt også gøre det – især når publikum er i så forrygende godt selskab, som det er tilfældet her. Velkendte folk som Diane Kruger, January Jones, Bruno Ganz, Sebastian Koch, Frank Langella og Aidan Quinn fuldender det attraktive cast og indtrykket af en gennemført gedigen spændingsfilm.
Unknown Identity; USA/Tyskland, Jaume Collet-Serra, 2011. 113 min. Premiere 23. juni 2011.
Tags: hollywood, jaume collet-serra, joel silver, liam neeson, taken, unknown identity





