Hormoner i luften

UNGDOMSMUSICALEN MAGI I LUFTEN ER VILD OG EGENRÅDIG – PRÆCIS SOM TEENAGERE ER FLEST.

Magi i Luften; Danmark, Simon Staho, 2011. 83 min. Premiere 23. juni 2011.

Det første, der slår én, efter at have set Simon Stahos bud på en dansk ungdomsmusical er, at filmens titel giver forkerte associationer. Magi i Luften er planket fra Halberg Larsens sang af samme navn, men sender i hvert fald undertegnedes tanker mere i retning af halbal og 80’er-temafest end en grænsesøgende teenagefilm. For mig at se er der ikke så meget magi som hormoner i luften i Stahos portræt af ungdommens verden, medmindre der hentydes til dets jævnlige udslag af magisk realisme. Hvis filmen endelig skulle navngives efter en sangtitel, havde Gnags’ Vilde Kaniner været et bedre og mere vovet bud efter min mening, da Staho bruger denne sang som gennemgående ledetråd. Vilde Kaniner ville muligvis have været et sats rent markedsføringsmæssigt, men Staho er vel ikke en af landets mest radikale filmkunstnere for ingenting? Som han har gjort det til en vane ved lanceringen af hvert af sine værker, ledsages også Magi i Luften af et bombastisk manifest fra instruktørens side: ”AL MAGT TIL UNGDOMMEN! ALLE OVER 18 ÅR ER DØDE. UNGE LEVER – VOKSNE OVERLEVER BARE! SLIP FANTASIEN LØS! FOLD DRØMMENS FANER UD!” Staho er heldigvis ikke sen til selv at bemærke det påfaldende i, at han ønsker at lave en film udelukkende på unges præmisser, når han nu personligt nærmer sig 40-års alderen med hastige skridt og derfor, med egne ord, er ”død” (i åndelig forstand, må man forstå). Det paradoksale er, at det faktisk er lykkedes ham meget godt med Magi i Luften at indkredse ungdommens løsslupne væsen.

Stilistisk hyperrealisme

Der er bogstavelig talt knald på såvel billeder som handling lige fra første færd i Magi i Luften. Vi introduceres til filmens stilistiske hyperrealisme, der rent visuelt vækker mindelser om 70’ernes glamrockperiode, alt imens den unge gut Daniel klædt ud i toreador-kostume gokker den af på toilettet til et videoklip med veninden Lina, der kører på hans mobiltelefon. Filmen har i det hele taget utrolig travlt i starten, hvilket har en desorienterende effekt på tilskueren, men så meget står klart, at de fire bedste venner Lina, Daniel, Stefan og Therese er samlet for at fejre sidstnævntes 16-års fødselsdag. Magi i Luften veksler imellem spillefilm og hyppige flippede musikalske indslag i skildringen af den begivenhedsrige lange aften og nat, som firkløveret tilbringer sammen rundt omkring i København. Den følsomme Daniel (Gustav Hintze) er forelsket i Lina (Emma Sehested Høeg), som imidlertid kun har øje for rockstjernen Niklas Ravn (Laust Sonne fra D-A-D), mens jomfruen Therese (Victoria Carmen Sonne) ikke forstår, hvorfor den kække Stefan (Anton Honik) ikke vil hjælpe hende af med mødommen. Udgangen på alle disse konflikter er på ingen måde overraskende, hvorfor det altså ikke er på manuskriptplanet, at Magi i Luften scorer point for nytænkning. Tværtimod kan filmen lastes for at ville jonglere med alt for mange emner på én gang: ugengældt kærlighed, seksuel debut, homoseksualitet, stoffer og jagten på berømmelse, uden at den gør en indsats for at nå til bunds i nogen af delene.

Energisk og insisterende drive

Simon Stahos anderledes bud på en dansk ungdomsfilm har til gengæld sin klare styrke i sit energiske og insisterende drive, der kommer til udtryk dels i den rå og kvikke dialog, dels i den opfindsomme og virkningsfulde brug af hits fra den danske sangskat op gennem 70’erne, 80’erne og 90’erne. Hvad dialogen angår, er den befriende bramfri og pågående, ærlig og kompromisløs, hvormed den ganske fint indrammer den ømt dobbeltsidede ungdommelige følelse af lige dele kæphøj selvtillid og hudløs sårbarhed. Filmens ofte direkte (nogle ville sige platte) replikker og sangtekster afspejler det faktum, at unge opererer uden filter og ikke er bange for at blotte sjælen. Selvom handlingen i Magi i Luften er forankret i dagens samfund, må Stahos konsekvente fravalg af nutidig musik samt tilsyneladende anakronistiske brug af Michael Laudrup som idolbillede på drengeværelset formodes at have afsæt i et ønske om at portrættere ungdommen på tværs af generationer. Dermed bliver det vel i lige så høj grad en film, hvor instruktøren forsøger at kanalisere sig selv tilbage til følelsen af at være ung og af at leve frem for at overleve. Den del af projektet lykkes overmåde fint, da først Staho omkring halvvejs finder ud af at skrue ned for det hektiske tempo og lader filmen finde sin hvilepuls, hvilket giver plads til, at de fire unge skæbner kan udfolde sig. Magi i Luften synes at eksistere i et frirum, hvor der ikke findes fordømmelse, kun accept af hvad det indebærer at være et ungt menneske. Selvom filmens endelige morale er nok så forudsigelig, leveres den i øjenhøjde med teenageren og uden løftede pegefingre, hvormed Magi i Luften på afgørende vis adskiller sig fra mange forudgående danske ungdomsfilm.